Information 1 november 1999 , 1 . sektion side 6
Ingen tidEndnu engang prøver en fysiker at definere tid: Den er en illusionAf Robin EngelhardtDet er jo interessant, at naturvidenskaben, på trods af sine mange triumfer, end ikke har fundet en eneste holdbar definition på, hvad tid er. Måske er det nu i ren desperation, at en fysiker fra Oxford i England i den forrige udgave af New Scientist (16. oktober) forsøger helt at afskaffe tiden.Tid er nok den mest trivielle erfaring, et menneske kan gøre: Ting bevæger sig i tid. De kommer og går. De fødes og dør. Den mest simple definition på tid blev givet af Newton, som blot antog, at »tiden flyder uophørligt som en jævn strøm.« Men siden Newtons tid har man fundet ud af, at tiden også kan gå i stå, den kan løbe baglæns, og den kan drejes. Einstein definerede tiden som »det, man kan aflæse på et ur« det kommer dog an på, hvilket ur der snakkes om, alt efter hvor hurtigt det bevæger sig, og i relation til hvad. På den måde fik Einstein genindsat subjektiviteten i tidsbegrebet, idet det jo er blevet gjort afhængig af, at der er et ur, og at der er nogen, der kigger på det. Fornemmelsen af tid kan ikke skilles fra livet, fra subjektiviteten, og derfor er mange fysikere også skeptiske over for den: Det virker da også ulogisk, at rummet har tre, fire eller ti dimensioner, mens tiden altid kun har én. Den burde kunne fjernes fra ligningerne, tænker de. En simpel opskrift Julian Barbour er kommet med en simpel opskrift på, hvordan man kunne gøre: Forestil dig kun tre partikler i hele kosmos. De danner en trekant ABC. Mål afstanden mellem partiklerne (dvs. siderne på trekanten), og plot de tre tal, du finder, som et punkt i et tredimensionalt koordinatsystem, hvor hver af de tre akser angiver afstanden mellem partiklerne (dvs. x-aksen angiver afstanden AB, y-aksen BC og z-aksen CA). Hvis du gentager øvelsen rigtig mange gange, og hver gang med nye trekanter, fremkommer der efterhånden en trebenet pyramide i dit plot, en pyramide med spidsen i nulpunktet hvilket svarer til, at alle tre partikler overlapper hinanden. Kanterne svarer til, at de tre partikler ligger på en lige linie. Denne pyramide definerer alle de mulige måder, hvorpå en trekant kan se ud. Den er mulighedernes rum, ideernes rum. Den er den platonske og tidløse verden. Samme procedure kan i princippet bruges til uendelig mange partikler, og resultatet er et multidimensionalt objekt, som angiver alle de mulige måder, vores verden kan eksistere på. Enhver tilstand svarer til en bestemt konfiguration, som igen svarer til et bestemt punkt på dette platonia, og at vi føler, at tiden går, er derfor blot den erfaring, at partiklerne altid har nye positioner i forhold til hinanden. Det eneste der er, er nu. Ethvert næste tidspunkt er blot en forskydning af nu-punktet i dette supermegamultidimensionale platonia. Selvom tanken om en tidløs verden er besnærende, er der selvfølgelig stadig mange spørgsmål, som venter bag kulissen. Hvad er det for eksempel, der får disse nu er til at bevæge sig rundt på platonia? Er det en ikke nærmere defineret form for energi? En geometrisk effekt? En guddommelig gravitation mod pyramidens base ? Og et andet spørgsmål, man kan stille sig er følgende: Hvorfor ikke kalde denne tidløse serie af nu er, denne alle realisationernes kringlede linie på mulighedernes multidimensionale landskab for... tid? Til Dagbladet Informations indholdsfortegnelsen |