Februar 1999Ylla
De havde et krystalhus på planeten Mars. Det lå
ved bredden af et udtørret hav. Hver morgen
kunne man se fru K spise de gyldne frugter, der groede
på krystalvæggene, eller gøre rent
i huset med håndfulde af magnetisk støv,
der optog alt snavset i sig og blæste bort med
den varme vind. Om eftermiddagen, når det forstenede
hav lå varmt og stille, og vintræerne stod
stive i gården, og ingen kom udendørs,
kunne man se hr. K selv i sit værelse, hvor han
læste i en metalbog med udhævede tegn,
som han strøg sin hånd let henover, som
man slår en harpe. Og som hans fingre strøg
i bogen, sang en stemme, en stille, gammel stemme,
der fortalte om dengang, da havet var en rød
damp mod kysten, og fortidsmænd havde taget skyer
af metal-insekter og elektriske edderkopper med sig
i strid. Hr. og fru K havde boet ved det døde hav i tyve
år, og deres forældre havde boet i det
samme hus i ti århundreder. Huset drejede sig
og fulgte Solen som en blomst. Hr. og fru K var ikke gamle. De havde den ægte
marsboers lysebrune hud, runde, gule øjne og
bløde, musikalske stemmer. Engang havde de holdt
af at male med kemisk ild, at svømme i kanalerne,
når vintræerne fyldte dem med grønne
likører, og at tale sammen til langt ud på
morgenen i stuen med de blå selvlysende portrætter.
Nu var de ikke lykkelige. Den morgen stod fru K mellem søjlerne og hørte
på, at ørkensandet blev varmt, smeltede
til gult voks og ligesom løb ud i horisonten. Der skulle ske noget. Hun ventede. Hun så på den blå marshimmel, som
tænkte hun sig, at den hvert øjeblik kunne
trække sig sammen, åbne sig og spy et skinnende
mirakel ned på sandet. Der skete ikke noget. Hun blev træt af at vente og gik ind gennem søjlerækkerne. Der kom en mild regn fra toppen af søjlerne,
den kølede den sviende luft og faldt blødt
over hende. En varm dag var det som at vade i en bæk.
Husets gulve skinnede af køligt rislende vand.
På afstand hørte hun manden spille sin
bog, hans fingre blev aldrig trætte af de gamle
sange. Hun ønskede stille, at han igen engang
ville ofre lige så megen tid på at holde
hende og røre hende som en lille harpe, som
han nu brugte til sine utrolige bøger. Men nej. Hun rystede på hovedet, umærkeligt
og tilgivende. Øjenlågene faldt blidt
ned over hendes gyldne øjne. Ægteskab
gjorde mennesker gamle og tilvante, mens de endnu
var unge. Hun lænede sig tilbage i en stol, der rørte
sig og tilpassede sig hendes skikkelse, alt som hun
bevægede sig. Hun lukkede øjnene fast
og nervøst til. Så kom drømmen. Hendes brune fingre skælvede, løftedes
og famlede i luften. Et øjeblik efter sad hun
forskrækket oprejst og trak vejret tungt. Hun så sig hastigt om, som om hun ventede, at
der skulle stå nogen foran hende. Hun så
skuffet ud, rummet mellem søjlerne var tomt. Hendes mand stod i den trekantede dør. "Kaldte
du?" spurgte han irriteret. "Nej!" råbte hun. "Jeg synes, jeg hørte dig kalde." "Gjorde du? Jeg sov næsten og drømte
vist." "Om dagen? Det plejer du ikke." Hun sad, som om drømmen havde ramt hende i ansigtet.
"Hvor var den mærkelig, hvor var den dog
mærkelig," mumlede hun. "Drømmen." "Såh?" Han ville øjensynlig gerne
tilbage til sin bog. "Jeg drømte om en mand." "En mand?" "En høj mand, han var næsten to meter
høj." "Det er jo absurd, det er en kæmpe, en vanskabt
kæmpe." "Jamen, det var ligesom -" hun famlede efter
ordene, "- han så rigtig ud. Selv om han
var så stor. Og han havde - åh, jeg ved
godt, at du vil sige, det er fjollet - men han havdeblåøjne!" "Blå øjne! Du gode Gud!" råbte
hr. K. "Hvad kan du så ikke finde på
at drømme? Så havde han vel ogsåsorthår?" "Hvordan kunne du gætte det?" Hun var
meget ivrig. "Jeg valgte bare den mest umulige farve,"
svarede han koldt. "Jamen, det var sort!" råbte hun. "Og
han havde meget lys hud, åh, han var så
mærkelig! Han havde en sær uniform på,
og han kom ned fra himlen og talte venligt til mig."
Hun smilede. "Ned fra himlen! Hvad er det for noget vås?" "Han kom i et metalapparat, og det skinnede i Solen,"
kunne hun huske. Hun lukkede øjnene for at se
det for sig igen. "Jeg drømte, at jeg så
på himlen, og der var noget, der glitrede som
en mønt, man kaster op i luften, og pludselig
voksede det og landede blødt, en lang maskine
af sølv, den var rund og mærkelig. Og
så gik der en dør op i siden af den, og
den høje mand kom ud." "Hvis du bestilte noget mere, ville du ikke drømme
så fjollet." "Det var egentlig rart," svarede hun og lænede
sig tilbage. "Jeg anede ikke, at jeg havde så
meget fantasi. Sort hår, blå øjne
og hvid hud! Det var da en mærkelig mand, og
alligevel - han var egentlig pæn." "Ønskedrømme." "Nu er du ikke rar. Jeg har ikke lavet ham sammen,
han kom bare, mens jeg blundede. Men det var ikke
som en drøm. Det var så uventet og sært.
Han så på mig og sagde: Jeg er kommet fra
den tredje planet med min maskine. Jeg hedder Nathaniel
York-" "Det er et fjollet navn. Det er overhovedet ikke
noget navn," indvendte hendes mand. "Selvfølgelig er det et fjollet navn, det
var jo en drøm," forklarede hun stille.
"Og han sagde: Dette er den første ekspedition
i verdensrummet. Vi er kun to, Bert og jeg." "Et fjollet navn til." "Og så sagde han: Vi kommer fra en by påJorden, det hedder vores planet," fortsatte fru
K. "Sådan sagde han.Jordenvar det ord,
han brugte. Og han talte et andet sprog. Men jeg forstod
ham alligevel. Med min underbevidsthed. Det må
vel være telepati." Hr. K vendte sig. Hun standsede ham. "Yll?"
sagde hun roligt. "Har du nogensinde tænkt
på, om - jeg mener, om der bor mennesker på
den tredje planet?" "Ingen skabning kan opretholde livet på den
tredje planet," fastslog hendes mand tålmodigt.
"Vore videnskabsfolk har påvist, at
der er alt for meget ilt i deres atmosfære." "Men ville det ikke være spændende,
hvis der virkelig var mennesker? Og de rejste gennem
verdensrummet i et eller andet apparat?" "Du må undskylde, Ylla men du ved, at jeg
ikke kan fordrage den slags vrøvlet føleri.
Lad os hellere se at få bestilt noget."
Næste morgen skinnede Solen ind mellem krystalsøjlerne
og smeltede den tåge, Ylla lå på.
Hun havde hele natten hængt i luften over gulvet,
blidt båret af det tågetæppe, der
strømmede ud fra væggen, da hun gik til
ro. Hele natten havde hun sovet på denne tavse
flod som en båd på en lydløs bølge.
Nu brændte tågen bort, skyen sank, til
hun lå på sin opvågnens strandbred. Hun åbnede øjnene. Hendes mand stod dér. Han så ud, som om
han havde stået dér i timevis og set på
hende. Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne ikke
se ham i øjnene. "Nu har du drømt igen!" sagde han.
"Du talte i søvne og holdt mig vågen.
Duskullenu tale med en læge." "Jeg fejler ikke noget." "Du talte meget i søvne." "Gjorde jeg?" Hun fo'r op. Der var morgenkoldt i rummet. Hun blev fyldt af et gråt
lys. "Hvad var det, du drømte?" Hun måtte tænke sig om et øjeblik
for at kunne huske det. "Maskinen - den kom igen
ned fra himlen, landede, og den høje mand kom
ud og talte til mig, sagde små vittigheder og
lo, og det var rart." Hr. K rørte ved en søjle. Et dampende
varmt springvand vældede ud, og kulden forsvandt.
Hr. K's ansigt var udtryksløst. "Og så," sagde hun, "sagde manden
med det mærkelige navn Nathaniel York, at jeg
var smuk og - kyssede mig." "Hvad!" råbte manden og vendte sig voldsomt
bort, mens han bed tænderne hårdt sammen. "Det var kun en drøm." Hun morede sig. "Hold dine dumme fruentimmerdrømme for dig
selv!" "Du opfører dig som et barn." Hun lænede
sig tilbage på de sidste rester af den kemiske
tågesky. Et øjeblik efter lo hun blidt.
"Jeg kom til at tænke på lidt mere
af drømmen," tilstod hun. "Nå, hvad er så det, hvaderdet?"
brølede han. "Yll, du er så vred!" "Fortæl mig det!" forlangte han. "Du
kan ikke holde noget hemmeligt for mig." Hans
ansigt var mørkt og strengt. "Jeg har aldrig set dig sådan før,"
svarede hun på een gang rystet og interesseret.
"Det hele var bare, at denne her Nathaniel York
- ja, altså, han ville tage mig med i sin maskine,
op i himlen, og så ville han tage mig med hjem
til sin planet. Det er naturligvis bare noget pjat." "Nå, så det mener du!" skreg han
næsten. "Du skulle have hørt dig
selv, hvordan du logrede for ham, talte med ham, sang
med ham, åh, du gode Gud! Hele natten, ja, duskullebare have hørt dig selv!" "Yll!" "Hvornår lander han? Hvornår kommer
han med sit forbandede skib?" "Yll, råb dog ikke sådan!" "Jeg råber så højt, jeg vil!"
Han bøjede sig stift ned over hende. "Og
i den drøm," - han greb hende om håndleddet
- "landede skibet så ikke ovre i Den grønne
Dal, hvad? Svar mig!" "Jo, men - " "Og det lander nu i eftermiddag, ikke?" blev
han ved. "Jo. Jo, det tror jeg, men det var kun i en drøm." "Nå," - han skød hendes hånd
fra sig - "det er godt, du ikke lyver i hvert
fald. Jeg hørte hvert ord, du sagde i søvne.
Du talte om dalen og tidspunktet." Han åndede
tungt og gik mellem søjlerne som en mand, der
er blændet af lyset. Langsomt blev hans åndedræt
normalt. Hun så på ham, som om han var
fuldkommen vanvittig. Så rejste hun sig og gik
hen til ham. "Yll," hviskede hun. "Der er ikke noget i vejen." "Du er jo syg." "Nej." Han fremtvang et smil. "Kun barnagtig.
Undskyld, min ven." Han klappede hende klodset
på kinden. "Jeg har nok haft for meget at
bestille i den sidste tid. Jeg tror, jeg vil lægge
mig lidt, mens -" "Du var så ophidset." "Nu er der ikke noget i vejen mere. Jeg har det
udmærket." Han trak vejret dybt. "Lad
os glemme det hele. Ved du hvad, jeg hørte noget
sjovt om Uel i går, det har jeg glemt at fortælle
dig. Nu må du hellere lave morgenmad, så
skal jeg fortælle dig det, og så taler
vi ikke mere om alt det andet." "Det var jo kun en drøm." "Ja naturligvis," Han kyssede hende åndsfraværende
på kinden. "Det var jo kun en drøm."
Langt hen på eftermiddagen gik Yllas mand hen
til et skab og tog et ækelt våben frem,
et langt gulligt rør med en aftrækker.
Han vendte sig om, og han havde en maske af sølvagtigt
metal på, den maske han altid bar, når
han ville skjule sine følelser, den maske, der
bøjede og formede sig så fint om hans
smalle kinder og hage og pande. Masken blinkede, og
han holdt det onde våben i hånden; han
stod og så på det. Det summede hele tiden
som af insekter. Masser af gyldne bier kunne slynges
ud fra det med et højt hvin. Gyldne, frygtelige
bier, der stak, forgiftede, og faldt døde ned
på sandet som sædekorn. "Hvor skal du hen?" spurgte hun. "Hvad?" Han lyttede til den onde summen. "Jeg
går lidt på jagt. Men jeg kommer snart
hjem. Og du bliver jo hjemme, ikke?" Det glimtede
i sølvmasken. "Jo." Den trekantede dør faldt i. Hans fodtrin lød
svagere og svagere nede fra bakken. Hun så ham gå gennem solskinnet, til han
forsvandt. Så tog hun fat på sit arbejde.
Hun arbejdede hurtigt og grundigt, men en gang imellem
blev hun ligesom døsig og så ud på
himlen mellem krystalsøjlerne. Hun holdt vejret og stod helt stille og ventede. Det kom nærmere. Det kunne ske hvert øjeblik. Det var, som når man hørte et tordenvejr
på vej, og det var helt stille, og så ligesom
et svagt tryk i luften, og forandringen pressede på
ens øren, og man ventede og ventede på
det kommende uvejr. Man begyndte at ryste. Himlen ændrede
farve, skyerne trak sig sammen, bjergene lignede jern.
De indestængte blomster udstødte svage
varselslyde. Man kunne mærke sit hår bevæge
sig. Et sted i huset sang stemme-uret: "Tid, tid,
tid..." ganske stille, det lød som vand,
der falder på fløjl. Og så uvejret. Elektriske belysninger, altopslugende
og dundrende mørke, der faldt ned om een og
lukkede een inde. Sådan var det nu. Et uvejr trak op, men himlen
var klar. Man kunne føle lynet, men der var
ikke en sky. Ylla gik omkring i det åndeløst ventende
hus. Hvert øjeblik kunne lynet slå ned;
så ville der lyde en bragende torden, en sky
af røg ville vælde ud, pludselig stilhed
sænke sig, og så ville der lyde fodtrin
på vejen, en banken på krystaldøren,
og hun ville løbe hen og åbne... Tossede Ylla! sagde hun spottende til sig selv. Hvorfor
tænker du dog alle disse fjollede tanker? Og så skete det. Det blev pludselig varmt som om en mægtig flamme
fløj gennem luften. En hvirvlende, hvæsende
lyd hørtes, og på himlen sås et
glimt af metal. Ylla råbte højt. Hun styrtede hen mellem søjlerne og rev hurtigt
døren op. Hun så op mod bjergene. Men
nu var der intet at se. Hun ville lige til at løbe ned ad bakken, men
standsede brat. Hun måtte blive hjemme og ikke
gå nogen steder hen. Hendes mand ville blive
vred, hvis hun løb sin vej. Med hånden strakt frem og hastigt åndedræt
blev hun stående i døren og ventede. Hun anstrengte sig for at se over mod Den grønne
Dal, men hun så intet. Tossede kvindfolk. Hun gik ind. Du og din fantasi, tænkte
hun. Det var kun en fugl eller et blad, eller vinden,
eller en fisk i kanalen. Sæt dig ned. Hvil. Hun satte sig. Der lød et skud. Meget tydeligt og skarpt, lyden af det ækle insekt-våben. Det gjorde ondt i hele hendes krop. Det kom langt borte fra. Eet skud. De hurtige, summende
bier langt væk. Eet skud. Og dernæst endnu
et skud, præcist og koldt, og langt borte fra. Hun krympede sig igen, og af en eller anden grund rejste
hun sig og skreg, skreg og skreg og ville aldrig holde
op at skrige. Hun løb i rasende fart gennem
huset og rev igen døren op. Ekkoet døde langsomt bort, ganske langsomt bort. Hun ventede ligbleg i gården. Fem minutter. Så begyndte hun langsomt med bøjet hoved
at gå omkring i søjlerummene og støtte
hænderne tilfældige steder. Hendes læber
skælvede. Til sidst sad hun alene i det halvmørke
vinrum og ventede. Hun begyndte at tørre et
ravglas af med sit tørklæde. Og så hørte hun langt borte lyden af fodtrin. Hun rejste sig og blev stående midt i det stille
rum. Glasset faldt ud af hendes hænder og gik
i tusind stykker. Fodtrinene tøvede uden for
døren. Skulle hun sige noget? Skulle hun råbe: "Kom
ind, åh, kom ind!" Hun gik et par skridt frem. Fodtrinene gik op ad skråningen. En hånd
rørte ved dørhåndtaget. Hun smilede til døren. Døren gik op. Hun holdt op med at smile. Det var hendes mand. Sølvmasken skinnede mat. Han kom ind i værelset og så et øjeblik
på hende. Så rystede han to døde
bier ud af sit skydevåben, hørte dem klaske
mod gulvet og trådte på dem. Han satte
skydevåbnet hen i et hjørne, mens Ylla
fortvivlet og forgæves prøvede på
at samle glasskårene op. "Hvad gjorde du?"
spurgte hun. "Ikke noget," sagde han med ryggen til hende.
Så tog han masken af. "Jamen, du - jeg hørte dig skyde to gange." De satte sig til bords. Hun så på sin portion
og rørte sig ikke. "Hvad er der i vejen?"
spurgte han uden at se op fra sin optagethed af at
dyppe kødstykker i den boblende lava. "Det ved jeg ikke, jeg er ikke sulten." "Hvorfor dog ikke?" "Det ved jeg ikke, jeg er bare ikke sulten." Det begyndte at blæse, Solen var ved at gå
ned. Rummet var lille og pludselig koldt. Hun lænede sig tilbage i stolen og begyndte at
græde. "Hvorfor græder du?" spurgte han. "Det ved jeg ikke, det ved jeg ikke, men jeg kan
ikke lade være. Jeg er ked af det, og jeg ved
ikke hvorfor, men jeg græder." Hun lagde hovedet ned på armene, skuldrene bevægede
sig op og ned i voldsom hulken. "I morgen har du det godt igen," sagde han. Hun så ikke på ham. Hun stirrede ud på
den øde ørken og de lysende stjerner,
der var ved at komme frem på den mørke
himmel, og langt borte kunne man høre vinden
blæse og det kolde vand bevæge sig i de
lange kanaler. Hun lukkede skælvende øjnene. "Ja" sagde hun. "I morgen har jeg det
godt igen."
August 1999
Menneskene
Den, der bankede på døren, ville ikke holde
op med det. Fru Ttt rev døren op. "Hvad
er der?" "De taler jo engelsk!" Manden uden for døren
så meget forbavset ud. "Jeg taler hvad jeg vil," sagde hun. "Det er det dejligsteengelsk!" Manden var
i uniform. Der var tre mænd sammen med ham, de
havde meget travlt, men de smilede alle og var meget
snavsede. "Hvad vil De?" spurgte fru Ttt. "De er marsboer, ikke?" Manden smilede. "Men
De kender selvfølgelig ikke det ord. Det er
et jordisk udtryk." Han nikkede hen imod sine
mænd. "Vi er fra Jorden. Jeg hedder kaptajn
Williams. Det er ikke engang en time siden, vi landede
på Mars. Og her er vi,Ekspedition nr. 2. Der
var enEkspedition nr. 1, men vi ved ikke, hvad der
skete med den. Men her er vi i hvert fald. Og De er
den første marsboer, vi ser!" "Marsboer?" Hun så spørgende
på ham. "Ja jeg mener - De bor på den fjerde planet
fra Solen, ikke?" "Det ved ethvert barn," sagde hun kort og
uvenligt. "Og vi -" han slog sig med sin grove hånd
for brystet - "vi er fra Jorden. Er det ikke rigtigt
folkens?" "Jovel, hr. kaptajn!" Mændende svarede
i kor. "Dette er planeten Tyrr," sagde hun, "hvis
De vil vide dens rigtige navn." "Tyrr, Tyrr." Kaptajnen lo udmattet. "Det
er et smukt navn. Men hvordan kan det være, at
De taler så fuldendt engelsk?" "Jeg taler ikke, jeg tænker," sagde
hun. "Det er telepati. Farvel." Og hun smækkede
døren i. Lidt efter bankede den skrækkelige mand igen. Hun rev døren op. "Hvad er der nu?"
spurgte hun. Manden stod der stadig, han forsøgte at smile,
men så noget forvirret ud. Han rakte hænderne
frem. "Jeg tror ikke, De rigtigtforstår-" "Forstårhvad?" hvæsede hun. Manden så forbavset på hende. "Vi er
fraJorden!" "Jeg har ikke tid," sagde hun. "Jeg har
en bunke at lave i køkkenet i dag, og så
skal jeg gøre rent og sy, og jeg ved ikke hvad.
De må hellere tale med hr. Ttt; han er oppe i
sit kontor." "Ja" sagde mennesket og blinkede overrasket,
"Lad os endelig tale med hr. Ttt." "Han har travlt." Hun smækkede atter
døren i for næsen af ham. Denne gang blev der banketmegethårdt på
døren. "Hør nu her!" råbte manden, da
døren igen blev revet op. Han sprang ind ad
den for at overrumple hende. "Det er ikke nogen
måde at behandle gæster på!" "Åh, mit rene gulv!" jamrede hun. "Se
alt det snavs! Ud med Dem! Hvis De vil ind i mit hus,
må De se at få renset Deres støvler
først." Manden så forskrækket ned på sine
lerede støvler. "Det er da ikke en tid
at hænge sig i den slags småting på,"
sagde han. "Vi skulle da hellere fejre det her,"
sagde han og så indtrængende på hende,
som om det kunne få hende til at forstå
noget. "Hvis De er skyld i, at mine krystal-boller er
faldet sammen i ovnen," råbte hun pludselig,
"Så smider jeg et stykke træ i hovedet
på Dem!" Hun kikkede ind i en lille, varm
ovn. Hun kom tilbage, svedig og rød i hovedet.
Hendes øjne var skinnende gule, huden lysebrun,
hun var tynd og hurtig som et insekt. Stemmen var metallisk
og skarp. "Vent her, så skal jeg prøve,
om jeg kan få fat i hr. Ttt et øjeblik.
Hvad er det De vil?" Manden bandede grimt, som om hun havde ramt hans hånd
med en hammer. "Sig til ham, at vi kommer fra
Jorden, og at det aldrig er sket før." "Hvad er det ikke?" Hun vinkede ham tilside.
"Nå det er forresten ligegyldigt. Jeg kommer
straks." Lyden af hendes fodtrin flagrede gennem stenhuset.
Udenfor hvælvede den mægtige blå marshimmel
sig hed og stillestående som et varmt og dybt
hav. Mars-ørkenen lå og glødede
som en forhistorisk dyndmasse, hvorfra heden glitrende
steg op. På en bakketop i nærheden lå
et lille raketskib. Store fodspor førte fra
raketten hen til stenhusets dør. Nu lød der skænderi oppefra. Mændene
inden for døren så på hinanden,
skiftede vægten fra den ene fod til den anden,
flettede nervøst fingrene eller tog tag i deres
livremme. En mandsstemme råbte noget ovenpå.
Kvindens stemme svarede. Efter et kvarters forløb
begyndte mændene fra Jorden nervøst at
gå ud og ind ad køkkendøren, de
havde jo ikke noget at foretage sig. "Har I en cigaret?" sagde en af dem. Der var en, der tog en pakke frem, og de tændte
cigaretterne. De pustede lange, hvide røgslør
ud. De rettede på uniformerne, trak i flipperne.
Stemmerne ovenpå fortsatte at mumle og synge.
Føreren for mændene så på
sit ur. "Fem og tyve minutter," sagde han. "Gud
ved, hvad de foretager sig deroppe." Han gik hen
til et vindue og så ud. "Det er varmt i
dag," sagde en af mændene. "Jah," sagde en af de andre. Stemmerne oppefra
var dæmpet ned til en mumlen, og nu tav de helt.
Der hørtes ikke en lyd i huset. Det eneste,
mændene kunne høre, var deres egne åndedrag. En time gik i tavshed. "Det er da kedeligt, hvis
vi kommer til ulejlighed," sagde kaptajnen. Han
gik hen og kikkede ind i dagligstuen. Der stod fru Ttt og vandede nogle blomster, der voksede
midt på gulvet. "Jeg vidste, jeg havde glemt noget," sagde
hun, da hun fik øje på kaptajnen. Hun
gik ud i køkkenet. "Undskyld." Hun
rakte ham et stykke papir. "Hr. Ttt har alt for travlt." Hun vendte sig
mod sine gryder. "Men forresten er det ikke hr.
Ttt, De skal til; det er hr. Aaa. Tag dette stykke
papir og gå hen til næste hus ved den blå
kanal, så vil hr. Aaa hjælpe Dem og forklare
Dem, hvad det nu er, De vil vide." "Vi vil ikke have noget at vide," indvendte
kaptajnen og lavede trutmund med sine tykke læber.
"Vi ved det allerede." "Nu har De fået det stykke papir, hvad mere
vil De så?" spurgte hun, og mere ville hun
ikke sige. "Nej," sagde kaptajnen, men han så ikke
ud, som om han havde lyst til at gå. Han stod,
som om han ventede på noget. Han lignede en lille
dreng, der står og stirrer på et tomt juletræ.
"Nej," sagde han igen. "Kom så,
folkens." De fire mænd gik ud i varmen.
En halv time senere hørte hr. Aaa, der sad i
sit bibliotek og drak lidt elektrisk ild af en metalkop,
stemmerne ude i den stenlagte gård. Han bøjede
sig ud over vindueskarmen og gloede på de fire
uniformerede mænd, der vinkede op til ham. "Er De hr. Aaa?" råbte de. "Ja." "Hr. Ttt har sendt os hen til Dem!" råbte
kaptajnen. "Hvorfor gjorde han det?" spurgte hr. Aaa. "Han havde travlt." "Det var da kedeligt for ham," sagde hr. Aaa
sarkastisk. "Tror han, at jeg ikke har andet at
bestille end underholde folk, som han har for travlt
til at tage sig af?" "Det er jo ikke det, det drejer sig om!" råbte
kaptajnen. "Jo, for mig er det. Jeg har en hel del, jeg skal
have læst. Hr. Ttt er meget ubetænksom.
Det er ikke første gang, han har været
så tankeløs over for mig. Hold op med
at vifte med hænderne, til jeg er færdig,
min Herre! Og hør efter! Nårjegsiger
noget, hører man efter. Og De har at høre
høfligt efter, ellers vil jeg slet ikke sige
noget." De fire mænd nede i gården stod ilde til
mode og skiftede fra den ene fod til den anden, åbnede
en gang imellem munden, men sagde ikke noget. En gang
fik kaptajnen, i hvis ansigt årene var ved at
sprænges, tårer i øjnene. "Nå," begyndte hr. Aaa, "synes
De, det er pænt af hr. Ttt at opføre sig
sådan?" De fire mænd gloede op gennem den hede luft. Kaptajnen
sagde:"Vi er fra Jorden!" "Jeg finder det i højeste grad hensynsløst
af ham!" klagede hr. Aaa. "Vi er kommet fra Jorden i et raketskib. Det ligger
derovre!" "Men det er ikke første gang, Ttt er urimelig,
vil jeg sige Dem!" "Helt fra Jorden!" "Men jeg kunne nu godt have lyst til at ringe ham
op og sige ham et par borgerlige ord!" "Vi fire; jeg er kaptajn, og så er der mit
mandskab, de tre andre." "Ja, jeg ringer til ham, det gør jeg!" "Jorden. Raket. Mænd. Rejse. Verdensrummet." "Ringer ham op og giver ham en ordentlig omgang!"
råbte hr. Aaa. Han forsvandt som en dukke på
et pantomimeteater. I nogen tid lød der vrede
stemmer frem og tilbage i en eller anden mystisk mekanisme.
Udenfor stod kaptajnen og hans mandskab og så
længselsfuldt efter deres raketskib, der lå
så fint og smukt oppe på bakketoppen. Hr. Aaa dukkede igen frem i vinduet, strålende
af henrykkelse. "Jeg udfordrede ham til duel,
gjorde jeg! Til duel!" "Hr. Aaa -" begyndte kaptajnen forfra. "Jeg skyder ham, hører De det!" "Hr. Aaa, vil De ikke nok høre på
mig. Vi har rejst hundrede millioner kilometer. Fra
Jorden!" Hr. Aaa gabede. "Der er nu kun firs millioner kilometer
på denne årstid." Han tog et forfærdeligt
våben frem. "Nå, men nu må jeg
gå. De kan tage det her fjollede brev - skønt
jeg aner ikke, hvad De kan have ud af det - og gå
hen over den bakke dér ned til den lille by,
der hedder Iopr, og fortælle hr. Iii det hele.
Det erham, De har brug for. Ikke hr. Ttt, han er en
idiot; men nu dræber jeg ham. Heller ikke mig,
for jeg har ikke noget med Deres slags at gøre.
Det hører ikke med til mit arbejde." "Arbejde!" brægede kaptajnen. "Er
det en særlig slags arbejde at modtage mænd
fra Jorden?" "Vær nu ikke fjollet, det ved da enhver!"
hr. Aaa skyndte sig ned. "Farvel!" Og han
styrtede hen ad landevejen. De fire rejsende stod lamslået. Til sidst sagde
kaptajnen: "Vi skal nu alligevel nok finde nogen,
der vil høre på os." "Vi skulle måske hellere flyve væk
og komme tilbage igen," foreslog en af mændene
træt. "Måske var det bedst at forsvinde
og så vende tilbage. Det ville give dem tid til
at lave fest for os." "Det var måske en god idé," mumlede
den trætte kaptajn.
Den lille by var fuld af folk, der gik ud og ind ad
døre og sagde god dag til hinanden; de havde
gyldne masker på og blå masker og røde
masker i fornøjelig blanding, masker med sølvlæber
og bronce-øjenbryn, masker, der smilede, eller
masker med rynket pande, alt efter det humør
den, der bar den, var i. De fire mænd, som var våde af sved efter
den lange spadseretur, standsede og spurgte en lille
pige, hvor hr. Iii's hus lå. "Dér." Barnet nikkede hen imod et hus. Kaptajnen blev ivrig, lagde sig omhyggeligt på
knæ foran hende og så ind i hendes søde
barneansigt. "Lille pige, jeg vil gerne tale med
dig." Han satte hende på sit knæ og foldede omhyggeligt
hendes små brune hænder i sine store, som
om han forberedte sig på at fortælle en
historie på sengekanten og glædede sig
til at gøre noget ud af alle detaljerne. "Hør nu, lille pige. For seks måneder
siden kom der en anden raket til Mars. Der var en mand,
der hed York, i den, og hans assistent. Hvad der skete
med dem, ved vi ikke. De faldt måske ned og blev
knust. De kom i en raket. Det gjorde vi også.
Du skulle bare se den! En stooooor raket! Vi er altsåEkspedition nr. 2, vi kommer efterEkspedition nr.
1. Og vi er kommet hele den lange, lange vej fra Jorden....." Uden at tænke nærmere over det trak den
lille pige sin ene hånd ud af kaptajnens og lagde
en udtryksløs guldmaske over sit ansigt. Så
trak hun en gylden legetøjsedderkop frem og
smed den ned på Jorden, mens kaptajnen fortsatte
sin fortælling. Edderkoppen klatrede lydigt op
igen på hendes skød, mens hun opmærksomt
fulgte den gennem revnerne i den udtryksløse
maske, og kaptajnen forsigtigt rystede hende og tvang
sin historie i hende. "Vi er Jord-mennesker," sagde han. "Tror
du mig ikke?" "Jo." Den lille pige kikkede ned på
sine tæer, som hun rodede i støvet med. "Det er godt." Kaptajnen kneb hende i armen,
både for sjovs skyld og lidt af ondskabsfuldhed
for at få hende til at se på sig. "Vi
har selv lavet et raketskib. Tror du på det?" Den lille pige pillede næse. "Ja." "Og - tag fingrene ud af næsen, lille pige
- jeg er kaptajn, og -" "- aldrig før i menneskehedens historie
er nogen rejst tværs gennem verdensrummet i et
raketskib," remsede det lille væsen op med
lukkede øjne. "Det er jo pragtfuldt! Hvordan kunne du vide det?" "Det er bare telepati." Hun tørrede
fingeren af på knæet. "Jamen, er det ikke mægtigt spændende?"
råbte kaptajnen. "Er du ikke glad?" "De må hellere straks gå hen til hr.
Iii." Hun slap sit legetøj ned på
Jorden. "Hr. Iii vil sikkert gerne tale med Dem."
Hun løb væk, og legetøjsedderkoppen
luntede lystigt af efter hende. Kaptajnen blev siddende på hug med hånden
fremstrakt. Hans øjne var fugtige. Han så
på sine tomme hænder. Han måbede.
De tre andre stod dér med deres skygger under
fødderne. De spyttede på brolægningen.....
Hr. Iii åbnede selv døren. Han var på
vej til en forelæsning, men han kunne ofre dem
et minut, hvis de ville skynde sig indenfor og sige
ham, hvad de ønskede.... "Bare, at De vil tage Dem lidt af os," sagde
kaptajnen, hans øjne var rødkantede,
og han var træt. "Vi er fra Jorden, vi har
et raketskib, vi er fire mand, mandskabet og kaptajnen,
vi er trætte og sultne, vi vil gerne sove. Vi
ville gerne have overrakt byens nøgler eller
sådan noget lignende, og vi ville ønske,
at nogen trykkede os i hænderne og råbte
Hurra! og Til Lykke, du gamle! Det er sådan omtrent
det hele." Hr. Iii var en høj, gennemsigtig, mager mand
med tykke, uigennemsigtige blå krystaller over
de gullige øjne. Han bøjede sig over
sit skrivebord og studerede nogle papirer. En gang
imellem så han opmærksomt på sine
gæster. "Jeg tror ikke, jeg har papirerne her." Han
rodede i skrivebordsskufferne. "Hvorharjeg dog
lagt dem?" Han tænkte sig om. "Ja,etsted må de jo være! Her!" Han rakte
papirerne over til kaptajnen. "De må naturligvis
skrive under." "Er det nødvendigt med alt det kontorvæsen?" Hr. Iii sendte ham et tykt glas-blik. "De siger,
at De kommer fra Jorden, ikke? Ja, så må
De skrive under!" Kaptajnen skrev sit navn. "Skal mit mandskab også
skrive under?" Hr. Iii så på kaptajnen, dernæst på
de tre andre, og brast i en lystig latter. "Deskrive under! Haha! Det er vel nok pragtfuldt!Deskrive
under! Haha!" Tårene løb ham af øjnene.
Han slog sig på knæene og bøjede
sig for at få luft for sit store latterudbrud.
Han støttede sig til skrivebordet. "Hahaha!" De fire mænd så fornærmede ud: "Hvad
er det, der er så sjovt?" "Skulle de tre skrive under?" stønnede
hr. Iii, opløst af morskab. "Det er vel
nok morsomt. Det må jeg fortælle hr. Xxx."
Han undersøgte papiret med underskriften, mens
han stadig lo. "Nå, det er vist i orden."
Han nikkede. "Også tilladelse til euthanasi,
hvis det skulle blive nødvendigt." Han
smålo. "Tilladelse til hvad?" "Ti nu stille. Her er noget til Dem. Tag den nøgle
her!" Kaptajnen rødmede. "Det er en stor ære." "Det er ikke byens nøgle, De fjols!"
bed hr. Iii ham af. "Det er bare nøglen
til huset. Gå ned ad gangen dér, lås
den store dør op og gå indenfor, men husk
at smække døren godt i efter Dem. De kan
sove dér i nat. I morgen tidlig skal jeg sende
hr. Xxx hen til Dem." Tvivlrådig tog kaptajnen nøglen. Han stod
og så ned i gulvet. Hans mænd rørte
sig ikke. De virkede, som om de var tappet for alt
deres blod og raket-begejstring. De var tørret
helt ud. "Hvad er der i vejen?" spurgte hr. Iii. "Hvad
venter De på? Hvad vil De egentlig?" Han
gik hen til kaptajnen og kikkede ham ind i ansigtet.
"Se nu at komme afsted!" "Det er vel håbløst at bede Dem -"
begyndte kaptajnen. "Jeg mener bare, om De måske
kunne forsøge eller tænke Dem, at ...."
Han tøvede. "Vi har gjort et hårdt
stykke arbejde, vi er rejst et langt stykke vej, så
måske kunne De bare lige trykke os i hånden
og sige Godt gjort! eller sådan noget lignende?"
Hans stemme svigtede. Hr. Iii rakte ufrivilligt sin hånd frem. "Til
lykke!" Han smilede koldt. "Til lykke!"
Så vendte han sig bort. "Nå, jeg må
gå. Brug De nu nøglen." Uden at lægge mærke til dem - som om de
var smeltet væk - gik hr. Iii omkring i stuen
og pakkede papirer ned i en lille dokumentmappe. Han
blev endnu fem minutter i værelset, men henvendte
sig ikke en eneste gang mere til de fire tavse mænd,
der stod med bøjede hoveder og tunge ben, mens
lyset langsomt forsvandt fra deres øjne. Da
hr. Iii gik ud ad døren, var han ivrigt optaget
af at studere sine negle.....
De traskede gennem den lange korridor i det kedelige
stille eftermiddagslys. De kom til en stor, poleret
sølvdør, som de åbnede med sølvnøglen.
De gik ind, lukkede døren og så sig om. De befandt sig i en stor, sollys sal. Mænd og
kvinder sad ved borde eller stod i grupper og talte
sammen. Ved lyden af døren, der smækkede
i, vendte de sig allesammen og stirrede på de
fire uniformerede mænd. En af marsboerne kom hen til dem, bukkede og sagde:
"Mit navn er Uuu." "Og mit er kaptajn Jonathan Williams fra New York
på Jorden," sagde kaptajnen uden ret megen
entusiasme. I samme øjeblik eksploderede salen. Tagspærene skælvede af høje skrig
og råb. Folk styrtede frem mod dem og vinkede
og skreg henrykt, brækkede borde i stykker, tumlede
omkring de fire, greb fat i dem og løftede dem
højt op på skuldrene. De blev båret
seks gange rundt i salen, hele seks vidunderlige omgange,
hoppende, springende, syngene og råbende. De fire mænd fra Jorden blev så overraskede,
at de red omkring i et helt minut, før de begyndte
at le og råbe til hinanden: "Hejsa!Deter endelig noget af det rigtige!" "Her er vel nok liv og glade dage! Hvad, du gamle!
Hej! Hallo! Hurra!" "Hurra!" skreg alle de andre. De satte de fire fra sig på et bord. Råbene
døde hen. Kaptajnen var lige ved at briste i gråd. "Tak.
Mange, mange tak, allesammen!" "Fortæl os om jer selv!" foreslog hr.
Uuu. Kaptajnen rensede stemmen. Tilhørerne åh'ede og næh'ede, mens
kaptajnen fortalte. Han forestillede sit mandskab for
dem; hver af dem holdt en lille tale og blev helt genert
over det tordenlignende bifald. Hr. Uuu klappede kaptajnen på skulderen. "Det
gør godt at se en anden fra Jorden. Jeg er nemlig
også fra Jorden." "Hvordan dog det?" "Vi er mange her, som er fra Jorden." "Er De fra Jorden?" Kaptajnen stirrede på ham. "Jamen, det er da ikke muligt? Kom De også med raket? Har der været rejser i verdensrummet i flere århundreder?" Hans stemme lød skuffet. "Hvor - hvad for et land er De fra?" "Tuiereol. Jeg kom med min sjæl for længe
siden." "Tuiereol." Kaptajnen formede ordet med sine
læber. "Det land kender jeg ikke. Hvad er
det med Deres sjæl?" "Og frøken Rrr der henne, hun er også
fra Jorden, er De ikke osse, frk Rrr?" Frøken Rrr nikkede og lo mærkeligt. "Og det er hr. Www og hr. Qqq og hr. Vvv også!" "Jeg er fra Jupiter!" erklærede een,
der gik og rensede negle. "Jeg er fra Saturn," sagde en anden, hvis
øjne glimtede snu. "Jupiter, Saturn," mumlede kaptajnen og blinkede
forvirret. Der var meget stille nu; folk stod her og der eller
sad ved bordene, som var mærkeligt tomme af festborde
at være. Deres gule øjne glødede,
og der var mørke skygger under dem. Nu først
lagde kaptajnen mærke til, at der ingen vinduer
var; det så ud, som om lyset kom ind gennem væggene.
Der var kun een dør. Der gik en gysen gennem
ham. "Det er meget mærkeligt det her. Hvor
på Jorden er Tuiereol? Er det i Amerika?" "Hvad er Amerika?" "Har De aldrig hørt om Amerika? og De siger,
at De er fra Jorden, og så ved De ikkedet?" Hr. Uuu rankede sig vredt. "Jorden er en planet,
der består af vand og intet andet end vand. Der
er intet land. Jeg er fra Jorden, så jeg ved
det." "Vent lige." Kaptajnen satte sig ned. "De
ligner en almindelig marsbeboer, med gule øjne
og brun hud." "På Jorden er der intet andet end jungle,"
sagde frøken Rrr hovent. "Jeg er fra Orri
på Jorden, en kultur, der beror på sølv." Nu begyndte kaptajnen at dreje sit hoved og se, så
på hr. Uuu, så på hr. Www og hr.
Zzz og hr. Nnn og hr. Hhh og hr. Bbb. Han så,
hvordan deres gule øjne udvidede sig eller blev
mindre i lyset. Han begyndte at ryste. Til sidst vendte
han sig om til sine mænd og så alvorligt
på dem. "I er nok klar over, hvad det her er?" "Hvad for noget, kaptajn?" "Det er ikke en velkomstfest," svarede kaptajnen
træt. "Det er ikke et festmåltid.
De folk her er ikke repræsentanter for regeringen.
Det er ikke et selskab. Se på deres øjne!
Hør på dem!" Ingen trak vejret. Der var kun en stille, hvid bevægelse
med øjnene i det indelukkede rum. "Nu forstår jeg -" kaptajnens stemme
kom langt borte fra "- hvorfor de allesammen gav
os besked og sendte os videre fra den ene til den anden,
til vi kom til hr. Iii, som sendte os ned ad en lang
korridor med en nøgle, så vi kunne åbne
en dør og lukke den efter os. Og nu er vi her..." "Hvor er vi, kaptajn?" Kaptajnen åndede ud. "På en sindssygeanstalt."
Det var nat. Den store sal lå stille og svagt
oplyst fra skjulte lyskilder i de gennemsigtige vægge.
De fire mænd fra Jorden sad omkring et træbord,
stak hovederne med de blege ansigter sammen og hviskede.
På gulvet lå mænd og kvinder blandet
sammen. Inde i mørke hjørner rørte
nogen sig, ensomme mænd eller kvinder, der gestikulerede
med hænderne. Hver halve time gik en af kaptajnens
mænd hen og prøvede sølvdøren
og vendte tilbage til bordet. "Der er ikke noget
at gøre, kaptajn. Vi er låset inde." "De tror vel, vi er helt tossede, ikke, kaptajn?" "Fuldkommen. Det var derfor, der ikke var nogen
panik over, at vi kom. De var bare overbærende
over for det, der for dem må være et stadigt
tilbagevendende psykiatrisk tilfælde." Han
pegede rundt på alle de mørke, sovende
skikkelser omkring dem. "Sindssyge, hver eneste
een! Sikken velkomst, de gav os! Der var virkelig et
øjeblik -" en lille ild flammede op og
døde hurtigt bort igen i hans øjne "-
et øjeblik, hvor jeg troede, at det var den
rigtige, officielle modtagelse. Al den råben
og syngen og alle talerne. Det var helt rart, ikke
- så længe det varede?" "Hvor længe vil de beholde os her, tror De,
kaptajn?" "Indtil vi beviser, at vi ikke er sindssyge." "Det må da være nemt." "Ja, det håber jeg." "Det lyder ikke, som om De var særlig sikker
på det, kaptajn!" "Det er jeg heller ikke. Se derhenne i hjørnet." Henne i mørket sad en ensom mand på knæ.
Ud af munden på ham stod en blå flamme,
der forvandlede sig til en nøgen kvindes buttede
lille skikkelse. Den vred sig, hviskende og stønnende
i dampe af blåt lys på et leje af luft. Kaptajnen nikkede hen imod et andet hjørne. Der
stod en kvinde, der hele tiden forvandledes. Først
blev hun til en krystalsøjle, så smeltede
hun om til en gylden statue, til sidst stod hun som
en stok af poleret cedertræ for igen at ende
som kvinde. I hele den store, midnatsmørke sal fremtryllede
de sindssyge tynde, violette flammer, der vekslede
og forandrede sig. "Det er troldmænd og hekse," hviskede
en af mændene fra Jorden. "Nej, det er hallucinationer. De overfører
deres sindssyge på os, så vi også
ser deres hallucinationer. Det er telepati, autosuggestion
og telepati." "Er det det, der bekymrer Dem, kaptajn?" "Ja. Hvis hallucinationer kan virke så "ægte"
på os, eller andre, hvis man kan opfatte og næsten
tro på hallucinationer, så er det ikke
sært, at de troede, at vi var sindssyge. Hvis
den mand dér kan frembringe små, blå
ildkvinder og kvinden derhenne forvandler sig til en
søjle, så er det jo kun højst naturligt,
at normale marsboere tror, at vi frembringer vort raketskib
med vor underbevidsthed." "Åh!" sagde hans mænd i skyggerne. Rundt omkring dem i den store sal løb blå
flammer omkring, blussede op og slukkedes. Små
røde sanddjævle løb ud og ind mellem
tænderne på sovende mænd. Kvinder
forvandledes til slimede slanger. Der stank af krybdyr.
Om morgenen var de alle igen friske, tilfredse og normale.
Der var ikke flere flammer eller djævle i salen.
Kaptajnen og hans mænd stod ved døren
og ventede og håbede på, at den ville blive
åbnet. Efter fire timers forløb kom hr. Xxx. De havde
en mistanke om, at han havde stået uden for døren
og udspioneret dem i mindst tre timer, før han
kom indenfor og vinkede dem hen til sig og ind i sit
lille kontor. Han var en venlig, smilende mand, hvis man kunne stole
på den maske, han bar, for der var malet, ikke
eet, men tre smil på den. Bag masken lød
hans stemme som en knap så smilende psykologs.
"Hvad er der i vejen?" "De tror, vi er sindssyge, og det er vi ikke,"
sagde kaptajnen. "Tværtimod, jeg tror sandelig ikke, Dealleer sindssyge." Psykologen pegede med en lille
pind på kaptajnen. "Nej, det er kun Dem,
hr. kaptajn. De andre er sekundære hallucinationer." "Kaptajnen slog sig på knæet. "Nå,
så var det derfor! Det var derfor, hr. Iii lo,
da jeg foreslog, at mine mænd også skulle
skrive under!" "Ja, det fortalte hr. Iii mig." Psykologen
lo gennem den udskårne, smilende mund. "Det
er en god vittighed. Nå, men hvor langt var jeg
nået? Jo, sekundære hallucinationer. Der
kommer kvinder til mig med slanger kravlende ud af
ørerne. Når jeg helbreder dem, forsvinder
slangerne." "Vi vil meget gerne helbredes. Begynd bare med
det samme!" Hr. Xxx så forbavset på ham. "Det var
mærkeligt! Der er ikke mange, som vil helbredes.
Det er jo en ret voldsom kur." "Klem bare på! Så opdager De nok, at
vi er raske allesammen." "Lad mig lige undersøge Deres papirer for
at være sikker på, at de er i orden, så
vi kan begynde kuren." Han undersøgte en
lille bunke papirer. "Jo. Men De forstår,
at sådan et tilfælde som Deres kræver
særlig behandling. Folkene inde i salen er mindre
komplicerede tilfælde. Men det ligger sådan,
at når De er kommet så vidt, at der både
er primære, sekundære, auditive, olfaktoriske
og labiale hallucinationer, samt taktile og optiske
fantasier, så ser det meget galt ud. Vi må
gribe til euthanasi." Kaptajnen sprang op med et brøl. "Hør
nu her! Vi har gennemgået nok. Undersøg
os, bank os på knæene, tag vores puls,
spørg os om alt, hvad De vil!" "De må gerne tale!" I en time talte kaptajnen løs. Psykologen hørte
på ham. "Det er utroligt." mumlede han for sig selv.
"Det er den mest detaljerede ønskedrøm,
jeg nogensinde har hørt!" "Fanden stå i det, så lad os vise Dem
vort raketskib!" udbrød kaptajnen. "Ja, det vil jeg gerne se. Kan De materialisere
det her i værelset?" "Ja, selvfølgelig. Det ligger i kartoteket
under R." Hr. Xxx så alvorligt efter i kartoteket. Tilsidst
så han op fra det. "Hvorfor sagde De, at
jeg skulle se efter? Raketten er der jo ikke!" "Selvfølgelig ikke, De idiot! Det var en
vittighed! Kan en sindssyg sige vittigheder?" "Man træffer jo ejendommelige former for
humor. Nå lad os så komme ud til Deres
raket. Jeg vil gerne se den."
Det var middag og meget varmt, da de nåede ud
til raketten. "Nå, sådan." Psykologen gik hen
til raketskibet og bankede på det. Det gav genlyd
i skibet. "Må jeg gå ind i det?"
spurgte han. "Ja, værs'god." Hr. Xxx forsvandt og var længe borte. "Aldrig har jeg været med til noget så
sindssygt og håbløst," sagde kaptajnen,
der stod og tyggede på en cigar, mens han ventede.
"Jeg er sgu lige på nippet til at tage tilbage
til Jorden og fortælle folk, at de ikke skal
ulejlige sig med at tage til Mars. Sådan nogle
mistænksomme bønder." "Der skal nok være temmelig megen sindssyge
heroppe, det må være derfor, de er så
mistænksomme." "Jamen, det er da alligevel forbandet irriterende." Psykologen dukkede frem fra raketskibet efter en halv
times snusen, banken, lytten, lugten og smagen. "Nå, nu tror De vel endelig på os!"
råbte kaptajnen, som om han var døv. Psykologen lukkede øjnene og kløede sig
på næsen. "Det er det utroligste eksempel
på sensuel hallucination og hypnotisk suggestion,
jeg nogensinde har mødt. Jeg har gennemgået
Deres raket, som De kalder det." Han bankede på
ydersiden. "Jeg kan høre den. Auditiv imagination."
Han trak vejret dybt. "Jeg kan lugte den. Lugthallucinationer,
der overføres ved telepati." Han slikkede
på raketskibet. "Jeg kan smage det. Labial
imagination." Han trykkede kaptajnen i hånden. "Må
jeg ønske Dem til lykke! De er et psykisk geni!
De har udrettet et virkelig fuldkomment stykke arbejde!
Den opgave at overføre det psykiske billede
til en andens bevidsthed via telepati, uden at hallucinationerne
sansemæssigt bliver svagere, er næsten
uløselig. Patienterne i salen plejer at koncentrere
sig om synsbilleder eller allerhøjst kombinere
syns- og hørebilleder. Men De har fået
ligevægt i hele konglomeratet! Deres vanvid er
vidunderligt fuldkomment!" "Mit vanvid!" Kaptajnen var blevet bleg. "Ja, netop, det dejligste vanvid. Metal, gummi,
måle-apparater, madvarer, tøj, olie, våben,
trappestiger, søm, spiseredskaber, alt! Jeg
fandt mindst ti tusind forskellige ting i Deres skib.
Aldrig har jeg set noget så fuldkomment. Der
var endogså skygger under hver eneste ting. Sikken
en viljekoncentration! Og ligegyldigt, hvordan eller
hvornår det blev prøvet, havde det altsammen
den helt rigtige lugt, eller smag, eller lyd! Lad mig
omfavne Dem!" Endelig slap han kaptajnen. "Dette vil jeg beskrive
i mit livs største afhandling! Jeg vil tale
om det næste måned i akademiet. Se på
Dem selv! De har endogså forandret Deres øjenfarve
fra gult til blåt og Deres hud fra brunt til
lyserødt. Og Deres klæder! Og De har fem
fingre i stedet for seks! En biologisk metamorfose
gennem psykisk påvirkning! Og Deres tre venner..." Han tog et lille skydevåben frem. "Desværre
er det nok uhelbredeligt. De stakkels strålende
mand! De vil være meget lykkeligere, når
De er død. Er der noget, De gerne vil sige forinden?" "Stands dog mand, for Guds skyld! Skyd ikke!" "De stakkels væsen! Jeg skal frelse Dem fra
den elendighed, der har drevet Dem til at opfinde raketten
og de tre mænd. Det vil blive en stor oplevelse
at se Deres venner og raketten forsvinde, når
jeg har dræbt Dem. Jeg agter at skrive en smuk
afhandling om, hvordan neurotiske billeder forsvinder,
efter det, jeg nu får at se." "Jamen, jeg er fra Jorden! Jeg hedder Jonathan
Williams og disse -" "Ja, det ved jeg jo," trøstede hr.
Xxx ham og skød. Kaptajnen faldt med en kugle i hjertet. De tre andre
mænd skreg højt. Hr. Xxx stirrede på dem. "Fortsætter
De med at eksistere? Dette er enestående! Hallucinationer,
der virker ud over tid og rum!" Han rettede våbnet
mod dem. "Men jeg vil skræmme Dem til at
forsvinde." "Nej!" råbte de tre mænd. "Et udråb, der er hørligt selv efter
patientens død!" sagde hr. Xxx, idet han
skød de tre mænd ned. De lå uforandrede og uden at røre sig på
sandet. Han sparkede til dem. Så bankede han på
skibet. "Det er der stadigvæk!Deer der stadigvæk!"
Han skød den ene kugle efter den anden i de
døde kroppe. Til sidst rettede han sig langsomt
op. Den smilende maske faldt af hans ansigt. Langsomt forandredes den lille psykologs udtryk. Han
måbede. Våbnet faldt ud af hænderne
på ham. Hans blik blev fjernt og fraværende.
Han løftede hænderne op og drejede sig
blindt rundt. Han famlede ved ligene, mens savlet
stod ham i munden. "Hallucinationer," mumlede han vildt. "Smag,
syn, lugt, lyd, følelse." Han viftede med
hænderne. Hans øjne ligesom bulede ud.
Der kom lidt fråde ud af hans mund. "Forsvind!" råbte han til ligene. "Forsvind!"
skreg han vildt til raketskibet. Han undersøgte
sine skælvende hænder. "Besmittet."
hviskede han fortvivlet. "Overført til
mig. Telepati. Hypnose. Nu erjegblevet vanvittig.
Nu erjegblevet smittet. Hallucinationer i alle former."
Han holdt inde og søgte efter skydevåbnet.
"Der er kun een redning. Kun een måde at
få dem til at forsvinde på." Der lød et skud. Hr. Xxx faldt om. De fire lig lå stille i Solen. Hr. Xxx lå,
hvor han faldt. Raketskibet stod i Solen oppe på bakken og forsvandt
ikke. Da byens folk om aftenen fandt raketten, spekulerede
de på, hvad det kunne være. Der var ingen,
der vidste det; hvorfor den blev solgt som gammelt
jern til ophugning. Det regnede hele natten. Næste dag var det varmt
solskinsvejr.
April 2005Huset Usher II
Det var en dump, lysfattig og lydløs dag ud på
efteråret, og himlens skyer hang knugende lavt;
jeg havde redet lige fra morgenstunden og var kommet
gennem et såre øde landstrøg, og
nu, da aftenens skygger begyndte at længes, fik
jeg endelig øje på Ushers dystre landsæde." William Stendahl standsede midt i sit citat. Dér,
på en lav, mørk bakke, lå huset,
og dets hjørnesten bar inskriptionen A.D. 2005. Arkitekten, Bigelow, sagde: "Det er færdigt.
Her er nøglen, hr. Stendahl." De to mænd stod tavse i den stille sensommereftermiddag.
Arkitekttegninger raslede i det natsorte græs
ved deres fødder. "Huset Usher," sagde Stendahl tilfreds. "Planlagt,
opført, købt og betalt. Ville det ikke
fryde Poe?" Arkitekt Bigelow skævede til ham. "Det er blevet, som De gerne ville have det, hr. Stendahl?" "Ja!" "Er farven rigtig? Er dettrøstesløst
og frygteligt?" "Megettrøstesløst,megetfrygteligt!" "Og murene er -gustne?" "Ja, forbavsende!" "Og dammen, er densort og spejlglatnok?" "Utroligsort og spejlglat!" "Og sivene - vi har farvet dem, ved De nok - er
det den rigtige grå og gustne tone?" "Afskyeligt!" Arkitekt Bigelow studerede sine notater. Han citerede:
"Gør det hele sådan et indtryk,at
mit hjerte knuges sammen og gennemisnes, og alle mine
tanker præges af trøstesløshed?Huset, dammen, landskabet, hr. Stendahl?" "Hr. Bigelow, det er hver en penny værd!
Det er vidunderligt!" "Mange tak. Jeg måtte jo arbejde i blinde.
Guskelov, at De havde Deres egne private raketter,
ellers havde vi aldrig fået tilladelse til at
bringe alle de materialer herop. Læg mærke
til, at det altid er tusmørke heroppe, altid
oktober, goldt trøstesløst, dødt.
Det var slet ikke så nemt. Vi slog alt ihjel.
Ti tusind tons DDT. Nu er der ikke en slange eller
en frø eller en flue tilbage! Altid tusmørke,
hr. Stendahl! Det er jeg temmelig stolt af. Vi har
konstrueret skjulte maskiner, som holder sollyset borte.
Her er altid garanteret trøstesløst." Stendahl nød det i dybe drag,trøstesløsheden,
tungsindet, de forpestede dunster,der var så
omhyggeligt planlagt og udført. Og huset selv!Den hensmuldrende rædsel, den onde dam, svampene,
den altomfattende opløsning!Hvad så,
om det var plastic - det var der alligevel ikke et
menneske, der kunne se. Han så op på efterårshimlen. Et sted
deroppe bagved, langt borte, var solen. Andre steder
på planeten Mars var det april, en gul måned
med blå himmel. Højt oppe over dem kom raketterne susende i
røg og damp for at bringe civilisationen til
en planet, der var død i skønhed. De
hvinede vildt forbi, men deres brøl kvaltes
i denne matte, lydsikre verden, denne evige efterårsverden. "Og nu, da mit arbejde er gjort," sagde arkitekt
Bigelow uroligt, "må jeg så være
så fri at spørge Dem, hvad De vil bruge
det her til?" "Huset Usher? Har De ikke gættet det?" "Nej." "Siger navnet Usher Dem ikke noget?" "Intet." "Nå, men hvad så meddettenavn: Edgar
Allan Poe?" Bigelow rystede på hovedet. "Nej, selvfølgelig." Stendahl snøftede
ganske lidt med en blanding af irritation og foragt.
"Hvorfra skulle De også kende den velsignede
Poe? Han døde jo for længe, længe
siden, før Lincoln. Alle hans bøger blev
brændt iDet store bål.Det var for tredive
år siden - i 1975." "Aha!" sagde Bigelow dybsindigt. "Så
han var en afdem!" "Ja, han var en afdem, Bigelow! Han og Lovecraft
og Hawthorne og Ambrose Bierce og alle eventyr om rædsel
og fantasi og skræk for den sags skyld også
om fremtiden, blev brændt. Uden pardon. De vedtog
en lov. Jo, det begyndte meget småt. I 1950 og
60 var det ikke større end et sandkorn. De begyndte
med at føre kontrol med ugebladenes tegneserier,
og så detektivromaner, og film, selvfølgelig,
og så forskellige befolkningsgrupper, der var
politiske fordomme, religiøse grunde, tryk fra
fagforeningerne, altid var der et mindretal, der var
bange for et eller andet, og et stort flertal, der
var bange for mørket, bange for fremtiden, bange
for fortiden, bange for nutiden, bange for sig selv
og deres egen skygge." "Javel." "Bange for ordetpolitik(jeg har hørt,
at til sidst blev det for de mere reaktionære
elementer enstydigt med kommunisme, og det kunne koste
livet at bruge ordet!) og med en skrue strammet lidt
her, en nitte slået i dér, et lille skub,
et træk og et ryk var kunst og litteratur snart
som et stort sukkerspind, der blev trukket ud i snoninger
og bundet i knuder og strammet i alle retninger, til
der ikke mere var nogen spændstighed og ikke
mere saft tilbage. Så blev filmsapparaterne ødelagt
og biograferne lukket, og nu kom der i stedet for et
vældigt Niagara af læsestof kun intetsigende
dryp med "rent stof" ud af trykkerierne.
Ja, ordet "eskapere" blev skam også
erklæret for radikalt!" "Såh!" "Ja, vist gjorde det så. De sagde, at enhver
måtte se virkeligheden i øjnene. SeHerogNui øjnene. Alt, hvad der ikke varSådan,måtte forsvinde. Alle de smukke litteraturløgne
og fantasiflugten skulle skydes i farten. Derfor stillede
de dem op på stribe mod en biblioteksmur en søndag
morgen for tredive år siden, i 1975; de blev
stillet op,JulemandenogDen flyvende hollænderogSnehvideogRumleskaftogDen lille havfrue- ih,
hvor de hylede! - og skød dem og brændte
papirslottene og eventyrfrøerne og de gamle
konger og dem,der levede lykkeligt til deres dages
ende(for selvfølgelig var det blevet en kendsgerning,
at ingen levede lykkeligt til deres dages ende!). OgDer var engangblev tilAldrig mere!Og de spredte
asken afDen flyvende kuffertsammen med brokkerne
afPandekagehuset;de lavedeaskepotogprinsessen
på ærtentil biksemad og serveredeHans
og Gretemed marengs til biologernes bal!Bønnestagenvisnede under en dynge attester!Tornerosevågnede
ved et kys af en videnskabsmand og udåndede ved
et prik af hans sprøjte. Og de fikAlicetil
at drikke noget af en flaske, som førte hende
tilbage til en størrelse, hvor hun ikke kunne
råbe "Besynderligere og besynderligere!"
og de gavSpejleteet eneste hammerslag, så både
det og allegale hattemageresplittedes for alle vinde." Han slog sine knyttede hænder mod hinanden. Han
var ildrød i ansigtet og gispede efter luft. Arkitekt Bigelow var forbavset over det voldsomme udbrud.
Han glippede med øjnene og sagde til sidst:
"Undskyld, men jeg aner ikke, hvad De taler om!
Det er kun navne for mig. Såvidt jeg har forstået,
var Det store bål en udmærket foranstaltning." "Skrub af!" Brølede Stendahl. "De
har gjort Deres arbejde, lad mig være i fred!
Idiot!" Bigelow kaldte håndværkerne sammen og gik
sin vej. Stendahl stod alene foran sit hus. "Nu skal jeg sige jer noget," sagde han til
de usynlige raketter. "Jeg kom til Mars for at
slippe væk fra alle jer retvendte personer, men
I kommer i stadig tykkere stimer for hver dag, som
fluer på en mødding. Men nu skal jeg vise
jer noget andet. Jeg skal gøre gengæld
for det, I gjorde mod Poe på Jorden! Fra nu af
skal I tage jer i agt! Huset Usher begynder sin virksomhed!" Han truede med knyttet næve mod himlen.
Raketten landede. En mand kom rask ud. Han så
på huset, og hans øjne røbede misfornøjelse
og ærgrelse. Han skridtede militærisk over
vindebroen hen mod den lille mand. "Hedder De Stendahl?" "Ja." "Garrett fra moraldirektoratet." "Nå, nu er moraldirektoratet altså
nået til Mars! Jeg har gået og tænkt
på, hvor De blev af!" "Vi kom i sidste uge. Vi skal snart få det
hele lige så pænt og ordentligt som på
Jorden." Manden viftede irriteret med et identitetskort
op mod huset. "De må vist hellere fortælle
mig lidt om det her, Stendahl!" "Ja, De kan jo kalde det et spøgelseshus,
hvis De har lyst." "Det har jeg aldeles ikke, aldeles ikke. Det lyder
ikke godt, - spøgelses." "Det er såmænd enkelt nok. I dette
Herrens år 2005 har jeg bygget et mekanisk tempel.
Der inde flyver elektroniske flagermus rundt, messingrotter
piler afsted i plastickældere, robotskeletter
danser omkring; der er fuldt af robotvampyrer, varulve
og hvide spøgelser, som er konstrueret med yderste
snedighed." "Ja, det var jo nok det, jeg tænkte,"
sagde Garrett med et roligt smil. "Vi kommer desværre
til at rive Deres hus ned." "Jeg tænkte nok, De ville komme, så
snart De fandt ud af, hvad der foregik." Jeg ville være kommet før, men vi ønskede
i moraldirektoratet at være sikker på Deres
hensigter, før vi blandede os i foretagendet.
Ophuggerne og destruktionsafdelingen kan være
her ved aftenstid. Omkring midnat vil Deres hus være
jævnet med jorden, hr. Stendahl. Jeg anser det
for temmelig tåbeligt at bruge hårdt tjente
penge på den slags dumheder. Det må jo
have kostet Dem mindst tre millioner dollars -." "Fire millioner! Men hr. Garrett, jeg arvede fem
og tyve millioner, da jeg var meget ung. Så jeg
har råd til at smide om mig med dem. Men det
er nu alligevel en skam, lige at have huset færdigt
en time, og så kommer De farende med Deres ophuggere.
Var det ikke muligt at lade mig få lov til at
more mig med mit ny legetøj i, ja, lad os sige
fire og tyve timer?" "De kender loven. Den må vi holde os til.
Ingen bøger, ingen huse, intet må fremstilles,
der på nogen måde minder om spøgelser,
vampyrer, feer eller andre fantasivæsner." "Det næste, De brænder, bliver vel
Babbits!" "Det fremgår af vore arkiver, at De allerede
har skaffet os en hel del besvær, hr. Stendahl.
For tyve år siden. På Jorden. De og Deres
bibliotek." "Ja, jeg og mit bibliotek. Og et par enkelte andre
af min slags. Ja, Poe har været glemt i mange
år nu, ogSlottet østen for Solen og vesten
for Månenog alle de andre. Men jeg havde mit
lille fristed. Vi var et par privatfolk, der havde
vore biblioteker, indtil De sendte Deres folk om med
forbrændingsovne og rev mine halvtreds tusind
bøger itu og brændte dem. Ligesom De ramte
en pæl gennem Allehelgensdag, og ligesom De sagde
til Deres filmproducenter, at hvis de overhovedet ville
lave noget, måtte de optage og blive ved at optage
Ernest Hemingway-film. Åh, Gud, hvor har jeg
setHvem ringer klokkerne for?mange gange! Tredive
forskellige versioner. Alle realistiske. Åh,
realisme! Åh,Her,åh,Nu,åh, helvede!" "Det betaler sig ikke at være bitter!" "Hr. Garrett, De er vel forpligtet til at aflægge
fuldstændig rapport?" "Ja." "Så må De hellere komme indenfor og
se Dem om. Det tager kun et øjeblik." "Godt. De viser vej. Og ingen numre. Jeg har en
pistol." Døren til huset Usher åbnede sig knagende.
Sur træk strømmede ud. Der lød
en umådelig sukken og klagen, som en underjordisk
blæsebælgs stønnen i øde
katakomber. En rotte dansede hen over gulvfliserne. Garrett råbte
op og gav den et spark. Rotten faldt om og fra dens
nylonpels strømmede en utrolig horde metallopper. "Det var forbløffende!" Garrett bøjede
sig ned og så nærmere på dyrene. I en niche sad en gammel heks og koglede, hendes blege
vokshænder bevægede sig i rytmiske cirkler
over nogle rødgule og blå tarokkort. Hun
løftede hovedet med et sæt og hvæsede
med sin tandløse mund mod Garrett, mens hun
bankede på de fedtede kort med fingrene. "Døden!" råbte hun. "Ja, det er netop den slags, jeg mener,"
sagde Garrett. "Det er meget forkert." "De må få lov til at brænde
hende personligt!" "Må jeg virkelig?" Garrett lød
glad. Så rynkede han brynene. "De tager
det egentlig forbavsende pænt!" "Det var mig nok at være i stand til at
skabe det her. At kunne sige, at jeg fik det gjort.
At sige, at jeg har præsteret lidt middelalderlig
atmosfære i en moderne, vantro verden." "Selvom det er mig imod, kan jeg ikke nægte,
at jeg nærer en vis, uvillig beundring for Deres
geni, hr. Stendahl." Garrett så på
en tåge, der drev forbi dem, den hviskede og
mumlede og tog vagt form af en skøn, dunkel
kvinde. Hen ad en fugtig gang kom en maskine hvirvlende.
Som en centrifuge slyngede den tåger fra sig.
De gled mumlende om i de stille haller. Pludselig var der en abe. "Pas på!" råbte Garrett. "De skal ikke være bange." Stendahl
klappede dyret på dets sorte bryst. "Det
er en robot. Med kobberskelet og så videre, ligesom
heksen. Kan De se?" Han strøg mod pelsen,
og under den kom en metalkonstruktion til syne. "Ja." Garrett rakte frygtsomt hånden
frem for at klappe tingesten. "Men hvorfor, hr.
Stendahl? Hvorfor laver De alt det her? Hvad er det,
der plager Dem?" "Bureaukrati, hr. Garrett, men jeg har ikke tid
til at forklare Dem det nærmere. Regeringen opdager
det tidsnok." Han nikkede til aben. "Godt,nu!" Aben slog hr. Garrett ihjel.
"Er vi snart parate, Pikes?" Pikes så op fra bordet. "Ja, hr. Stendahl." "Det har De gjort glimrende." "Nå, hvad, jeg bliver jo betalt for det,
hr. Stendahl," sagde Pikes stille, mens han
løftede robottens plasticøjenlåg
og stak glasøjeæblet ind for at få
gummimusklerne sat pænt på plads. "Sådan!" "Det er jo Garrett op ad dage." "Hvad skal vi gøre med ham?" Pikes
nikkede hen imod det bræt, hvorpå den virkelige
Garrett lå død. "Vi må hellere brænde ham, Pikes.
Vi bryder os ikke om to Garrett'er vel?" Pikes trillede Garrett hen til forbrændingsovnen.
"Farvel." Han skubbede Garrett ind og lukkede
døren. Stendahl talte til Robotten Garrett. "De har Deres
ordre, Garrett?" "Ja hr. Stendahl." Robotten rejste sig op.
"Jeg tager tilbage til moraldirektoratet. Jeg
aflægger rapport. Jeg får aktionen udsat
mindst fire og tyve timer. Jeg siger, at jeg må
undersøge forholdene nærmere." "Det er godt, Garrett. Farvel." Robotten skyndte sig ud til Garretts raket, steg ind
i den og fløj bort. Stendahl vendte sig om. "Og nu sender vi resten
af indbydelserne til i aften ud, Pikes. Jeg tror, vi
får det morsomt, tror De ikke?" "I betragtning af, at vi har ventet i tyve år,
skal det nok blive ganske fornøjeligt." De blinkede til hinanden.
Klokken var syv. Stendahl så på sit armbåndsur.
Det var næsten ved tiden. Han drejede sherryglasset
i hånden. Han sad stille. Over ham mellem egetræsbjælkerne
hang flagermusene med deres fine kobberkroppe skjult
under gummikød, de blinkede til ham og peb.
Han løftede glasset mod dem. "På
vor sukces!" Så lænede han sig tilbage,
lukkede øjnene og gennemgik i tankerne hele
affæren. Hvor ville han nyde det på sine
gamle dage! At betale den antiseptiske regering dens
litterære skrækregimente og bogbrande tilbage
med rente. Åh, hvor var vrede og had vokset i
ham gennem årene, hvor tåget og uklart
planen havde taget form i hans næsten lammede
sind, indtil den dag for tre år siden, da han
traf Pikes. Ja, Pikes. Pikes med en bitterhed i sig så dyb
som en sort, forbrændt brønd med grøn
syre. Hvem var Pikes? Kun den største af dem
alle! Pikes, manden med de ti tusinde ansigter, en
furie, en røgsky, en blå tåge, hvid
regn, en flagermus, en varulv, et uhyre, det var Pikes!
Bedre end Lon Chaney i sin tid. Stendahl tænkte
sig grundigt om. Aften efter aften havde han set Chaney
i de æld-, ældgamle film. Jo, bedre end
Chaney. Bedre end ham den anden oldsag? Hvad var nu
hans navn? Karloff? Meget bedre! Lugosi? Der var overhovedet
ingen sammenligning. Nej, der var kun een Pikes, og
han var en mand, der var berøvet alle sine geniale
ideer, han havde intet sted på Jorden, hvor han
kunne tage hen, ingen at brilliere overfor. Han havde
fået påbud mod at optræde, om det
så var alene foran et spejl! Stakkels umulige, skuffede Pikes! Hvor måtte
det ikke være gået ham nær til hjertet
den aften, de beslaglagde hans film, der som indvolde
eller tarme blev revet ud af kameraet, snoet sammen
i nøgler og filtrede klumper og stoppet ind
i ovne for at brænde til intet! Var det lige så
forfærdeligt som at få halvtreds tusind
bøger tilintetgjort uden erstatning? Ja. Sikkert.
Stendahl følte, at hans hænder blev kolde
af sanseløs vrede. Hvad var mere naturligt,
end at de kom til at tale sammen i talløse nattestunder
over talløse kander kaffe, og at alle de samtaler
og stærke, sorte bryg førte til - huset
Usher. En stor kirkeklokke kimede. Gæsterne begyndte
at komme. Han gik dem smilende imøde.
Fuldt færdige og uden hukommelse ventede robotterne.
I silke så grøn som skovsøer, som
frøer og bregner, ventede de. Med hår
så gult som sol og sand ventede robotterne. Velsmurte,
med ben lavet af bronzerør og overtrukket med
gelatine, lå robotterne parate. I kister for
ikke døde, men heller ikke levende, i sammennaglede
kasser ventede mekanismerne på at blive sat i
bevægelse. Der lå en lugt af smøreolie
og pudset messing i luften. Der var stille som på
en kirkegård. Kønsbestemte, men kønsløse
var robotterne. Navngivne og dog uden navne. De lånte
alt fra menneskelige væsner undtagen menneskelighed,
og de stirrede på de tilnaglede låg over
pakkasserne; de lå i en tilstand, der var død
og alligevel ikke død, for der havde aldrig
været liv. Og nu lød der en fjern støj
af søm, der blev trukket ud. Af låg, der
blev løftet. Nu var der skygger på kasserne
og trykket af en hånd, der pressede olie ud af
en smørekande. Nu sattes et ur i gang, der lød
en svag tikken. Og nu endnu et ur, og nok eet, lige
til det hele var som i en vældig urmagerbutik,
hvor alle urene gik. Over marmorøjnene gled
gummi-øjenlågene op. Næseborene
bevægede sig. Robotterne, der var overtrukket
med abehår og kaninskind, rejste sig.EenøjeogToøjefulgteTreøje, Helhesten, Trolden
med tre hoveder, druknede lig fra havet,sammensat
af salt og tang, svajede afsted; hængte mænd
med blå ansigter og vrængende øjen-østers,
og væsner af is og brændende flitterstads,
dværge og alfer,Puk, Rapunsel, Julemandenmed
sne i en sky foran sig,Blåskægog svovltåger,
hvorfra grønne snuder stak ud, og i skællede
og mægtige slyngninger rullede en ildsprudende
drage med et frygteligt vræl ud ad døren,
en tikken, et brøl, stilhed, en brusen, et vindpust.
Ti tusind låg faldt i. Urmagerbutikken drog ud
i huset Usher. Natten var forhekset. En varm brise kom over landet. Gæsteraketterne,
der tændte ild på himlen og gjorde efteråret
til forår, landede. Mændene kom i selskabstøj og kvinderne
med håret omhyggeligt sat op. "Nå, sådeter Usher!" "Jamen, hvor er døren?" I dette øjeblik kom Stendahl. Kvinderne lo og
snakkede. Stendahl løftede hånden for
at bringe dem til tavshed. Han vendte sig mod huset,
så op til et af de høje slotsvinduer og
kaldte: "Rapunsel, Rapunsel, lad håret gå
ned!" Højt oppe i vinduet bøjede en smuk pige
sig ud i aftenbrisen og lod sit gyldne hår falde
ned. Og håret flettede sig og blæste sammen
og blev til en stige, som gæsterne leende kunne
klatre op i huset på. De mest fremragende sociologer! De dygtigste psykologer!
De mægtigste politikere, bakteriologer og neurologer!
Nu stod de inden for de fugtige mure. "Velkommen, allesammen!" Hr. Tryon, hr. Owen, hr. Dunne, hr. Lang, hr. Steffens,
hr. Fletcher og en snes til. "Kom indenfor, kom indenfor!" Frøken Gibbs, frøken Pope, frøken
Churchil, frøken Blunt, frøken Drummond
og en række andre strålende kvinder. Betydelige, betydelige folk allesammen, medlemmer af
Selskabet til Forhindring af Fantasi, tilhængere
af Forbud mod Fastelavn og St. Hansbål, flagermuse-dræbere,
bogbrændere, fremskridtsfolk, gode, retlinede
medlemmer af samfundet, som havde ventet, indtil de
primitive mænd havde været der og begravet
marsboerne og steriliseret deres gamle byer og bygget
nye og repareret landevejene og gjort alt sikkert.
Og så, da alt var godt på vej til sikkerhed,
kom glædesforstyrrene, folk med mecurochrom i
stedet for blod, og jod-farvede øjne, for at
organisere deres moraldirektorat og uddele godhed til
alle. Og de var hans venner! Ja, omhyggeligt, meget
omhyggeligt havde han i løbet af det sidste
år sørget for at træffe og gøre
sig gode venner med hver eneste af dem, på Jorden. "Velkommen til dødens øde haller!"
råbte han. "Hør, Stendahl, hvad er alt det her dog
for noget?" "Det vil De få at se. Alle må tage
tøjet af. Der er omklædningsrum derhenne.
Klæd Dem om i de dragter, der hænger der.
Mændene til denne side, kvinderne derovre." Gæsterne stod og var lidt usikre. "Jeg tror ikke, vi skulle blive her," sagde
frøken Pope. "Jeg kan ikke rigtig lide
det. Det er lige ved at være - blasfemi." "Vrøvl, det er jo bare et kostumebal." "Det virker nu lidt ulovligt," hr. Steffens
så sig forsigtigt om. "Kom nu," Hr. Stendahl lo. "mor Dem,
så længe det varer. I morgen er det hele
en ruin. Gå nu ind i omklædningsrummene." Huset glødede af liv og farver. Harlekiner løb
klingrende forbi med bjældehuer på, og
hvide mus dansede miniature-française til musik af
dværge, der kildrede små fine violiner
med små fine buer, og fra tilrøgede bjælker
bølgede flag, mens flagermus i sværme
fløj omkring uhyrlige fjæs, der spyede
kølig, vild og skummende vin fra sig. En bæk
løb gennem maskeballets syv sale. Gæster
nippede til den og opdagede, at det var sherry. Fra
omklædningsrummene myldrede andre gæster
frem, flyttet fra en tidsalder til en anden, med ansigterne
skjult af hætter. At de havde fået maske
på var nok til at spolere alle de ædle
hensigter om at bekæmpe eventyr og spøgelseshistorier.
Kvinderne svævede leende rundt i røde
dragter. Mændene gjorde dem dansende deres opvartning.
Og på væggene var der skygger uden nogen
til at kaste dem, og her og der var der spejle, hvor
intet såes. "Vi er allesammen vampyrer!"
lo hr. Fletcher. "Døde!" Der var syv rum med forskellige farver, et blåt,
et purpurrødt, et grønt, et gult, dernæst
et hvidt, det sjette violet og det syvende draperet
med sort fløjl. Og i det sorte rum stod et ibenholtsur,
hvis timeslag faldt med kraft. Og gennem salene løb
gæsterne, som var blevet berusede, mellem alle
robot-fantasierne, mellem nøkken og nissen,
trolde og kæmper, sorte katte og hvide dronninger,
og under deres dansende fødder gav gulvet genlyd
som af et skjult og forræderisk hjertes kraftige
slag. "Hr. Stendahl!" En hvisken. "Hr. Stendahl!" Et uhyre ansigt som Døden stod ved hans side.
Det var Pikes. "Jeg må tale alene med Dem." "Hvad er der?" "Se her." Pikes rakte en skelethånd
frem. I den lå nogle halvsmeltede, forkullede
hjul, søm, skruer, tænder og bolte. Stendahl så længe på dem. Så
trak han Pikes med ud i en gang. "Garrett?"
hviskede han. Pikes nikkede. "Han må have sendt en robot
i stedet for sig selv. Jeg fandt det, da jeg rensede
forbrændingsovnen." I nogen tid stirrede de begge på de skæbnesvangre
maskindele. "Det betyder, at politiet kan være her hvert
øjeblik," sagde Pikes. "Vores plan
bliver ødelagt." "Det er jeg nu ikke sikker på." Stendahl
kastede et blik ind på de gule og blå og
røde dansende. Musikken svævede gennem
de dunkle haller. "Jeg burde have vidst, at Garrett
ikke var dum nok til selv at komme. Men vent." "Hvad er der i vejen?" "Ingenting. Der er ingenting i vejen. Garrett
sendte os en robot. Hvad så? Vi sendte en anden
robot tilbage. Hvis han ikke undersøger den
meget grundigt, vil han ikke opdage svindelen." "Nej, selvfølgelig." "Men næste gang kommer han selv. Nu, da
han tror sig sikker. Ja, han kan faktisk være
her når som helst, i egen person! Vi må
have mere vin, Pikes!" Den store klokke ringede. "Der er han allerede, det tør jeg holde
på. Luk op for hr. Garrett," Rapunsel lod
det gyldne hår gå ned. "Hr. Stendahl?" "Hr. Garrett. Den rigtige hr. Garrett!" "Ja netop." Garrett kastede et blik på
de drivende vægge og alle de dansende. "Jeg
syntes det var bedre, jeg kom og så det hele
selv. Man kan ikke stole på robotter. Især
ikke på andre folks robotter. Som en forsigtighedsforanstaltning
har jeg tilkaldt destruktionsafdelingen. De kommer
om en times tid og river Deres gyselige sted komplet
ned. Stendahl bukkede. "Tak, fordi De fortalte mig
det." Han slog ud med hånden. "Og imedens
kan De jo lige så godt more Dem. Vil De have
et glas vin?" "Nej, tak. Hvad foregår her? Hvor dybt kan
et menneske dog synke?" "Se selv, hr. Garrett." "Det er mord," sagde Garrett. "Det rene skære mord, ja," sagde Stendahl. En kvinde skreg. Frøken Pope kom styrtende,
grøn som en ost i ansigtet. "Der er sket
noget rædselsfuldt! Jeg så, at frøken
Blunt blev kvalt af en abe og stoppet op i en skorsten!" De så hen, hvor hun pegede, og opdagede det lange,
gule hår, som hang ud af kaminen. Garret skreg. "Rædselsfuldt!" hulkede frøken
Pope, så holdt hun pludselig op at græde,
blinkede og vendte sig om. "Frøken Blunt!" "Ja," sagde frøken Blunt, der stod
ved siden af hende. "Jamen, jeg så jo lige, at De blev stoppet
op i skorstenen!" "Nej," lo frøken Blunt. "Det
var en robot-efterligning af mig. En glimrende efterligning." "Jamen, jamen..." "Græd ikke, min ven. Jeg har det udmærket.
Lad mig lige se mig selv. Nå,derer jeg, oppe
i skorstenen, akkurat som De sagde! Er det ikke sjovt?" Frøken Blunt gik leende sin vej. "Vil De have en drink, Garrett?" "Ja, tak, det tror jeg nok. Det lammede mig lidt.
Gud, hvor er dette et forfærdeligt sted! Det
fortjener virkelig at blive revet ned. Et øjeblik
var jeg..." Garrett drak. Nok et skrig. Hr. Steffens sad på ryggen af fire
hvide kaniner, der løb ned ad en række
trappetrin, der som ved et trylleslag kom til syne.
Ned i et hul røg hr. Steffens, og der måtte
han kneblet og bundet ligge og vente på et mægtigt
stort pendul-barberblad, der hurtigere og hurtigere
nærmede sig hans lammede legeme. "Er det mig dernede?" sagde hr. Steffens,
der pludselig kom til syne ved siden af hr. Garrett.
Han bøjede sig ud over hullet. "Hvor mærkeligt
og gribende at se sig selv dø." Pendulet faldt for sidste gang. "Det er meget realistisk," sagde hr. Steffens
og vendte sig om. "Vil De have en drink til, hr. Garrett?" "Ja, tak." "Det varer ikke så længe. Ophuggerne
kommer snart." "Ja, gudskelov og tak!" Og så for tredje gang, et skrig. "Hvad nu?" sagde Garrett nervøst. "Nu er det min tur," sagde frøken
Drummond. "Se!" Og en frøken Drummond nr. to blev skrigende
puttet ned i en kiste og begravet i den rå jord
under gulvet. "Åh, det husker jeg fra de gamle forbudte
bøger!" gispede moralinspektøren.
"Levende begravet. Og alle de andre. Hullet, pendulet,
aben, skorstenen, mordene i Rue Morgue. Det stod altsammen
i en bog, jeg har brændt." "Tag en drink til, Garrett. Hold Deres glas roligt." "Jeg skal love for at De har fantasi, hvad?" De stod og så fem andre dø, een i en drages
gab, de andre smidt ned i den mørke dam, hvor
de sank og blev borte. "Bryder De Dem om at se, hvad jeg har planlagt
til Dem?" spurgte Stendahl. "Ja gerne" sagde Garrett. "Det betyder
jo ikke noget. Vi futter det hele af alligevel. De
er ækel." "Så kom med mig denne vej." Og han førte Garrett ned under gulvet, gennem
talrige gange og vindeltrapper helt ned i jorden, i
de underjordiske kældre. "Hvad er det De vil vise mig hernede?" spurgte Garrett. "At De dør." "En efterligning?" "Ja, og noget mere." "Hvad er det?" "Amontilladoen," sagde Stendahl, der gik foran med en lysende lygte, som han holdt højt i vejret. Skeletter lå halvt stivnede ud af ligkistelåg. Garrett holdt hånden for næsen. Hans ansigt var fyldt af væmmelse. "Hvad for noget?" "Har De aldrig hørt tale om Amontilladoen?" "Nej!" "Kan De ikke genkende det?" Stendahl pegede
på en celle. "Er det noget, jeg skal kende?" "Eller den?" Stendahl trak smilende en murske
frem fra sin kappe. "Hvad er det for noget?" "Kom," sagde Stendahl. De gik ind i cellen. I mørket lagde Stendahl
lænker om den halvberusede mand. "Men for Guds skyld, hvad er det dog, De laver
mand?" råbte Garrett og raslede med lænkerne. "Jeg er ironisk. De må ikke afbryde folk
når de er ironiske, det er ikke høfligt.
Sådan!" "De har lagt mig i lænker!" "Ja, det har jeg." "Hvad vil De nu gøre?" "Lade Dem stå her." "De spøger." "Det er en udmærket spøg." "Hvor er min robot-efterligning? Skal vi ikke
se ham blive dræbt?" "Der er ingen." "Hvad så med de andre?" "De andre er døde. Det var de rigtige,
De så blive dræbt. Robotterne var dem,
der stod og så til." Garrett sagde intet. "Og nu forventer jeg, at De sigerFor Guds kærligheds
skyld, Montresor!" sagde Stendahl. "Og så
vil jeg svareJa, for Guds kærligheds skyld.Vil De ikke sige det? Kom nu! Sig det!" "De er tosset!" "Skal jeg lære Dem det? Sig det så.
Sig For Guds kærligheds skyld, Montresor!" "Jeg vil ikke, De idiot. Få mig væk
herfra!" Han var ædru nu. "Værsgo', tag den på." Stendahl
smed noget hen til ham. Det ringlede og raslede. "Hvad er det?" "Narrehue med bjælder. Tag den på,
så vil jeg måske slippe Dem ud." "Stendahl!" "Tag den på, sagde jeg!" Garrett adlød. Bjælderne klang. "Har De ikke en følelse afm at alt dette
er sket før?" spurgte Stendahl, som nu
begyndte at arbejde med murske og kalk og mursten. "Hvad laver De?" "Jeg murer Dem inde. Det var første række.
Her er anden række." "De er sindssyg!" "Det vil jeg ikke diskutere." "De bliver dømt for dette!" Han tog en mursten og anbragte den nynnende på
den våde kalk. Nu lød der en banken og hamren og skrigen ud
fra den halvmørke celle. Muren voksede. "Lidt
mere banken, tak," sagde Stendahl. "Lad os
spille vore roller godt!" "Slip mig ud, slip mig ud!" Der var en enkelt mursten tilbage. Skrigene lød
nu uden stansning. "Garrett?" spurgte Stendahl venligt. Garret
tav stille. "Garrett," sagde Stendahl, "ved
De, hvorfor jeg har gjort dette mod Dem? Fordi De brændte
Poes værker uden at læse dem. De rettede
Dem efter andre menneskers mening om, at de burde brændes.
Ellers ville De have vidst, hvad jeg agtede at gøre
ved Dem, da vi for et øjeblik siden kom herned.
Uvidenhed er skæbnesvanger, hr. Garrett." Garrett var stille nu. "Jeg vil gerne have, at dette skal være
fuldkomment," sagde Stendahl og holdt lygten så
højt, at dens lys trængte helt hen til
den sammenfaldne skikkelse. "Ring varsomt med
Deres bjælder." Bjælderne klang svagt.
"Og så vil De nok være så venlig
at sigeFor Guds kærligheds skyld, Montresor,så vil jeg måske slippe Dem fri!" Mandens ansigt kom til syne i lysskæret. Han
tøvede lidt. Så sagde han grotesk:"For
Guds kærligheds skyld, Montresor!" "Herligt sagde Stendahl med lukkede øjne.
Han skubbede den sidste mursten på plads og murede
den godt til."Requiescat in pace,kære
ven." Han skyndte sig væk fra kælderen. I de syv sale bragte lyden af midnatsklokken alt til
at standse. Den røde død kom til syne. Stendahl vendte sig et øjeblik i døren
for at se. Så løb han ud af det store
hus, tværs over fæstningsgraven, hen til
en helikopter, der stod og ventede. "Færdig, Pikes?" "Ja." "Se!" De så på det store hus og smilede til hinanden.
Det begyndte at revne i midten, som om der var jorsskælv,
og mens Stendahl stirrede på det pragtfulde syn,
hørte han Pikes bagved sig med stille, rytmisk
stemme messe: "..... så i knugende rædsel, hvorledes
de mægtige mure sønderbrødes med
et brøl som af tusinde vande, så den dybe,
dunkle sø ved mine fødder i barsk tavshed
lukke sig over ruinerne af huset Usher." Helikopteren steg over den dampende sø og fløj
mod vest.
Oktober 2026Million Års Udstillingen
Sjovt nok var det mor, der kom på den tanke, at
det måske ville more hele familien at tage på
fisketur. Men det var ikke mors egne ord; Det vidste
Timothy godt. Det var fars forslag, Men alligevel var
det mor, der kom med det. Far rodede med fødderne i en grusbunke og sagde
ja. Og så opstod der øjeblikkelig vild
forvirring og råben, og rask blev lejren pakket
ind i hylstre og beholdere, mor skiftede til ridebukser
og bluse, far stoppede med rystende hænder sin
pibe og så op på den blå Mars-himmel,
og de tre drenge pakkede udstyr i motorbåden,
og ingen af dem så rigtigt på far og mor,
undtagen Timothy. Far trykkede på en knap. Båden sendte en
summende lyd op mod himlen. Vandet fossede agterude,
båden gled fremad, og familien råbte: "Hurra!" Timothy sad bag i båden sammen med far, hans små
fingre lå ovenpå fars hårede hænder;
han sad og så, hvordan kanalen snoede sig, mens
de sejlede bort fra det hensmuldrende sted, hvor de
var landet med deres lille familieraket efter den lange
rejse fra Jorden. Han huskede aftenen før de
rejste fra Jorden, alt virvaret og det voldsomme hastværk,
raketten, som far på en eller anden mærkelig
måde havde fået fat i, og al den megen
snak om en ferie på Mars. Det var et langt stykke
vej for at holde ferie, men Timothy sagde ikke noget
på grund af de yngre brødre. De kom til
Mars, og nu var det første, de foretog sig,
at drage på fisketur - sagde de da. Far havde et sært udtryk i øjnene, mens
båden sejlede op ad kanalen. Et udtryk, som Timothy
ikke kunne blive klog på. Det var ligesom stærkt
lysende og måske lidt lettet. Det fik de dybe
rynker til at le i stedet for at være bekymrede
eller græde. Raketten, der lå og kølede af, forsvandt
bag et sving. "Hvor langt skal vi?" Robert plaskede med
hånden. Hans hånd så ud som en lille
krabbe, der hoppede hen ad det violette vand. Far pustede røg ud. "En million år!" "Av," sagde Robert. "Se, børn!" Mor pegede med en lang,
blød arm. "Der er en død by!" De så med spændt forventning derhen, og
den døde by lå der, død for dem
alene, og døsede i den varme sommerstilhed,
der var fremkaldt på Mars af en Mars-vejrmand. Og far så ud, som om han var glad over, at den
var død. Nogle lyserøde klippestykker lå tilfældigt
spredt på en sandhøj, et par søjler
var væltet, et enligt alter, og derefter sand
og sand igen. Intet andet kilometervis fremefter. En
hvid ørken omkring kanalen og en blå over
den. Netop da fløj en fugl op. Den var som en sten,
der kastes over en blå dam, rammer den, falder
dybt ned og forsvinder. Far så helt forskrækket ud. "Jeg troede,
det var en raket." Timothy stirrede op på den havblå himmel
og forsøgte at se krigen og ruinerne og menneskene,
der havde slået hinanden ihjel lige fra den dag,
han blev født. Men han så intet. Krigen
var lige så langt borte som to fluer, der sloges
på livet løs oppe i hvælvingerne
af en meget høj og stille katedral. Og lige
så meningsløs. William Thomas tørrede panden og følte
sønnens hånd på sin egen som en
ung skorpion. Han gøs og smilede så glad
til drengen. "Hvordan går det, Timothy?" "Fint, far." Timothy kunne ikke helt regne ud, hvad der foregik inde
i den mægtige, voksne mekanisme ved siden af.
Manden med den vældige, solbrændte ørnenæse,
der skallede, og de varme, blå øjne, der
lignede de marmorkugler, man spillede med efter skoletid
nede på Jorden, og de lange, kraftige ben i løse
ridebukser. "Hvad ser Du sådan efter, far?" "Jeg så efter jordisk logik, fornuftig tankegang,
klogt styre, fred og ansvarsbevidsthed." "Er alt det der oppe?" "Nej, jeg fandt ikke noget af det. Det findes ikke
mere deroppe. Måske kommer det aldrig igen. Måske
narrede vi os selv til at tro på, at det nogensinde
havde været der." "Hvad?" "Se fisken!" sagde far og pegede.
Der steg et lyst skrål fra de tre drenge, da båden
vippede, fordi de bøjede sig ud for at se. De
åh'ede og ih'ede. En sølvglinsende ringfisk
gled i bølgebevægelse forbi dem og lukkede
sig hurtigt om partikler, som den fortærede. Far sad og så til. Hans stemme var dyb og rolig. "Det er ligesom krig. Krigen svømmer omkring,
får øje på noget, den kan æde
og omslutter det. Et øjeblik efter - og Jorden
er færdig!" "William," sagde mor. "Undskyld," sagde far.
De sad stille i båden og mærkede vandet
i kanalen glide køligt og hurtigt og klart væk
under kølen. De eneste lyde, der hørtes,
var motorens nynnen, vandets rislen, og Solen, der
ligesom udvidede luften. "Hvornår får vi marsboerne at se?"
råbte Michael. "Måske snart," sagde far. "Måske
i aften." "Jamen marsboerne er en uddød race nu,"
sagde mor. "Nej, de er ikke. Jeg skal nok vise jer nogle marsboere,"
sagde far. Timothy så lidt tvivlende ud, men sagde ikke noget.
Alt var mærkeligt nu. Ferie og fisketur og den
måde, far og mor så på hinanden. De andre drenge var allerede ivrigt optaget af at skygge
med de små hænder for øjnene og
kigge ud under dem mod kanalens syv fod høje
bred for at opdage marsboere. "Hvordan ser de ud?" spurgte Michael. "Det får du at vide, når du ser dem."
Far lo med øjnene, og Timothy så en lille
åre, der bankede i hans tinding. Mor var slank og blød med en gylden fletning
som et diadem på hovedet og øjne af farve
som den dybe, kølige kanal, der flød
under dem i skygge, næsten violet med ravfarvede
pletter hist og her. Man kunne se tankerne svømme
rundt i hendes øjne som fisk - nogle lyse, nogle
mørke, nogle hurtige og rappe, andre langsomme
og rolige, og sommetider, når hun for eksempel
som nu stirrede op mod det sted, hvor Jorden var, ingen
tanker, men kun farve. Hun sad i forstavnen med den
ene hånd hvilende på rælingen, den
anden i skødet på de mørkeblå
ridebukser, og man så en stribe af halsen, solbrændt
og blød, der, hvor blusen åbnede sig som
en hvid blomst. Hun sad og stirrede fremad for at se, hvad der var,
og da hun ikke var i stand til at se det tydeligt nok,
vendte hun sig om og så tilbage på sin
mand, og genspejlet i hans øjne så hun,
hvad der lå foran dem; og da han føjede
noget af sig selv til dette spejlbillede - en resolut
fasthed - slappedes hendes ansigt, og hun accepterede
det og vendte sig atter om, fordi hun pludselig vidste,
hvad det var, hun så efter. Timothy stirrede også. Men han så kun en
lige, ligesom blyanttegnet linie af en dybblå
kanal, der fortsatte gennem en bred, lavbundet dal,
kranset af lave, udgravede bakker, til den faldt ud
over horisont-kanten. Og kanalen fortsatte videre og
videre, gennem byer, der ville rasle som skarnbasser
i en tør hjerneskal, hvis man rystede dem. Et
hundrede eller to hundrede byer, der drømte
varme sommerdagsdrømme eller kølige sommernatsdrømme........ De havde rejst millioner af kilometer for den turs skyld
- for at tage ud at fiske. Men der havde været
et skydevåben i raketten. Det var en ferietur.
Men hvorfor så al maden, mere end nok til dem
alle i årevis, gemt tilside i nærheden
af raketten? Ferie! Lige bagved det slør, der
hed ferie, var der ikke et mildt, venligt ansigt, men
noget hårdt og magert og måske farligt.
Timothy kunne ikke løfte sløret, og de
to andre drenge var alt for optaget af at være
henholdsvis ti og otte år gamle. "Stadig ingen marsboere. Sådan noget pjat!"
Robert hvilede sin V-formede hage i hænderne
og stirrede på kanalen. Far havde taget en armbånds-atomradio med. Den
fungerede efter et gammeldags princip: man holdt den
ind mod benet lige bag øret, og derigennem overførte
den sang og tale. Medens han lyttede til den, så
hans ansigt ud som en af de sammensunkne Mars-byer,
indfaldent, udtørret, næsten dødt. Så gav han mor den, for at hun kunne høre.
Hendes mund blev stående åben. "Hvad er - -?" Timothy begyndte på sit
spørgsmål, men fik det aldrig afsluttet. For i samme øjeblik lød der to kæmpemæssige
eksplosioner, der gik dem gennem marv og ben; dernæst
en række mindre eksplosioner. Far kastede hovedet tilbage og satte straks farten op.
Båden hoppede og stejlede og røg hen over
vandet. Det rystede Robert ud af hans paniske angst
og fremkaldte rædselsslagne, men henrykte glædeshvin
fra Michael, der klyngede sig til mors ben og forbavset
så på vandet, som fløj forbi hans
næse. Far drejede båden, satte farten ned og styrede
den ind i en lille sidekanal og hen under en gammel
sammensunket mole, der lugtede af krabbekød.
Båden ramte kajen så kraftigt, at de alle
faldt forover, men ingen af dem kom noget til, og far
var allerede i gang med at vende og dreje sig for at
se, om kølvandet på kanalen var tydeligt
nok til at røbe deres skjulested. Striber af
vand løb tværs over, slikkede hen over
stenene, rislede tilbage og lå stille i Solen. Far lyttede. Det gjorde de alle. Fars åndedrag gav genlyd, som knytnæver,
der slog mod de kolde, våde molesten. I skyggen
så mors øjne spørgende på
far efter et tegn på, hvad der nu skulle ske. Far åndede dybt ud og lo lettet. "Det var selvfølgelig raketten. Jeg er vist
ved at blive nervøs. Det var jo bare raketten." "Hvad er der sket, far?" spurgte Michael. "Nå, vi lod bare vores raket ryge i luften,
andet var det ikke," sagde Timothy og forsøgte
at lyde overbevisende. "Jeg har før hørt
raketter eksplodere. Det er det, vores gjorde." "Hvorfor eksploderede den, far?" spurgte Michael.
"Hvad, far?" "Det hører med til legen, dit fjols!"
sagde Timothy. "Legen?" Michael og Robert kunne godt lide
det ord. "Far har ordnet det sådan, at den eksploderede,
for at ingen skal finde ud af, hvor vi landede, eller
hvor vi er taget hen! For hvis de nogensinde kom og
undersøgte det, forstår I nok!" "Av, er det en hemmelighed?" "Jeg blev forskrækket for min egen raket,"
indrømmede far til mor. "Jeg er nok nervøs.
Det er tåbeligt at tro, at der nogensinde skulle
komme flere raketter. Med undtagelse af een, selvfølgelig,
hvis Edwards og hans kone klarer sig igennem med deres." Han holdt den lille radio op til øret. To minutter efter lod han hånden falde, som om den var en klud. "Nu er det endelig forbi," sagde han til
mor. "Radioen kommer ikke på atom-strålen.
Alle de andre verdens-stationer er væk. Der blev
jo kun et par stykker tilbage i de sidste år.
Nu er æteren fuldkommen stille. Og det vil den
måske blive ved med at være." "Hvor længe?" spurgte Robert. "Måske vil jeres oldebørn høre
den igen," sagde far. Han sad der bare, og børnene
blev grebet af hans ærefrygt og nederlag og resignation
og underkastelse. Til sidst satte han kurs ud i kanalen igen, og de fortsatte
videre i den retning, de oprindelig var sejlet i.
Det var ved at blive sent. Solen var allerede næsten
nede, og en række døde byer lå foran
dem. Far talte mildt og kærligt med sine sønner.
Mange gange i fortiden havde han været utålmodig,
fjern og uopmærksom over for dem, men nu klappede
han dem på hovedet med et enkelt ord, og de kunne
mærke det. "Mike, vælg en by!" "Hvad for noget, far?" "Vælg en by, min dreng. Een af de byer, vi
kommer forbi." "Gerne," svarede Michael. "Hvordan skal
jeg vælge?" "Vælg den, du bedst kan lide. Du også,
Robert, og Tim. Vælg den by, I bedst kan lide." "Jeg vil have en by med marsboere i," svarede
Michael. "Det skal du få," sagde far. "Det
lover jeg dig." Ordene var henvendt til drengene,
men hans øjne hvilede på mor.
I løbet af tyve minutter passerede de seks byer.
Far sagde ikke mere om eksplosionerne; det lod til,
at han var meget mere optaget af at more sig med sine
drenge og gøre dem glade, end af noget som helst
andet. Michael kunne godt lide den første by, de kom
forbi, men den blev nedstemt, fordi de alle var mistænksomme
over for alt for hurtige beslutninger. Den næste
by var der ingen af dem, der brød sig om. Det
var en samlig træhuse, bygget af mennesker fra
Jorden, og husene var allerede ved at opløses
til savsmuld. Timothy syntes godt om den tredje by,
fordi den var stor. Den fjerde og femte var begge for
små, og den sjette blev beundret af dem alle,
indbefattet mor, som deltog i deres Ih, og Næh!
og vil du bare se! Der lå endnu en halvtreds-tres mægtige bygninger,
gaderne var fulde af kalkstøv, men brolagte,
og man kunne se et par enkelte gamle centrifuge-fontæner,
der stadig sendte regelmæssige vandstråler
ud over pladserne. Det var det eneste tegn til liv,
vand, der løb i det sene solskin. "Her er byen," sagde de alle. Far styrede båden hen til en anløbsbro
og sprang op på den. "Så er vi her! Den er vores. Her vil vi bo
fra nu af!" "Fra nu af?" spurgte Michael vantro. Han rejste
sig og så sig om, så stirrede han tilbage
mod det sted, hvor raketten havde ligget. "Hvad
med raketten? Og hvad med Minnesota?" "Kom her," sagde far. Han holdt den lille radio hen til Michaels blonde hoved. "Hør." Michael lyttede. "Jeg kan ikke høre noget," sagde han. "Det er rigtigt. Der er ikke mere at høre,
ikke spor. Ikke mere noget Minneapolis, ikke flere
raketter, ikke mere nogen Jord." Michael tænkte sig et øjeblik om oven på
den forfærdende afsløring og begyndte
at græde med små, tørre hulk. "Vent lige lidt," sagde far i næste
øjeblik. "Jeg giver dig en hel del til
gengæld, Michael!" "Hvad er det?" Michael holdt nysgerrigt inde
med sin hulken, men var parat til at fortsætte,
hvis fars næste afsløring var lige så
nedslående som den første. "Jeg vil forære dig byen her, Mike. Den er
din!" "Min?" "Ja, din og Roberts og Timothys, jeres egen by." Timothy sprang op af båden. "Hør,
drenge, vores egen by! Altsammen!" Han legede
med i fars leg, og han gjorde det grundigt og godt.
Senere, når det hele var overstået og alt
i orden, kunne han altid gå lidt for sig selv
og græde lidt. Men endnu var det en leg, en familieudflugt,
og han måtte sørge for, at de andre drenge
ikke holdt op at lege. Mike sprang op af båden sammen med Robert. De
hjalp mor. "Vær forsigtig med jeres søster,"
sagde far, og ingen af dem forstod, hvad han mente,
før senere. De løb op i den store by af lyserøde sten
og hviskede sammen, for døde byer har noget
ved sig, som får een til at hviske og ønske
at se Solen gå ned. "Om en tre-fire dage," sagde far roligt, "vil
jeg tage tilbage til det sted, hvor vi landede, og
samle de madvarer sammen, som vi gemte i ruinerne,
og tage dem med herover; og jeg vil også søge
efter Bert Edwards og hans kone og døtre." "Døtre?" spurgte Timothy. "Hvor
mange?" "Fire." "Det skal der nok blive vrøvl med senere."
Mor nikkede langsomt. "Piger!" Michael lavede ansigt, så han
lignede et gammelt Marsstenbillede. "Piger, puha!" "Kommer de også i raket?" "Ja, hvis de kan. Familieraketter er beregnet på
rejser til Månen, ikke til Mars. Vi er meget
heldige, at vi kom igennem." "Hvor fik du raketten?" hviskede Timothy,
for de andre drenge løb i forvejen. "Jeg gemte den. Jeg gemte den i tyve år,
Tim. Jeg håbede, at jeg ikke ville få brug
for den. Jeg burde nok have afleveret den, da krigen
kom, men jeg tænkte på Mars . . ." "- og en ferietur herop!" "Netop. Men dette bliver mellem os to. Da jeg så,
at alt var ved at være forbi på Jorden,
pakkede jeg det hele sammen, men jeg ventede lige til
sidste øjeblik. Bert Edwards havde også
skjult en raket, men vi blev enige om, at det ville
være sikrere at tage afsted hver for sig, hvis
de skulle forsøge at skyde os ned." "Hvorfor lod du raketten eksplodere, far?" "For at vi aldrig nogensinde skal kunne tage tilbage.
Og hvis nogen af de onde mennesker nogensinde kommer
til Mars, vil de ikke vide, at vi er her." "Er det derfor du hele tiden ser op på himlen?" "Ja, det er tåbeligt. De ville aldrig forfølge
os. De har ikke noget at forfølge os med. Jeg
er alt for ængstelig." Michael kom løbende tilbage. "Er det virkelig
vores by, far?" "Hele planeten her er vores, drenge. Hele verden!" Der stod de som konger over bakkerne, kejsere over bjergtoppene,
herskere over alt, hvad de så, enevældige
monarker og præsidenter, og forsøgte at
forstå, hvad det betød at eje en verden,
og hvor stor en verden virkelig var. Natten kom hurtigt i den tynde atmosfære, og far
efterlod dem på pladsen med den spruttende fontæne.
Han gik ned til båden og kom tilbage med en bunke
papirer i sine store hænder. Han lagde nogle af papirerne i en dynge og tændte
ild i dem. For at holde varmen krøb de sammen
om bålet og lo, og Timothy så, hvorledes
de små bogstaver flygtede som skrækslagne
dyr, når flammerne rørte ved dem og omringede
dem. Papiret skrumpede sammen som en gammel mands hud,
og ligbrændingen omfattede utallige ord: Statsobligationer,
Salgsstatistik for 1999, Studie over religiøse
fordomme, Logistikkens problemer, Panamerikansk enhed,
Aktiemarkedet 3. juli 1998, Krigsoversigt... Far havde insisteret på at få netop de papirer
med. Han sad der og lagde det ene efter det andet i
ilden, hans ansigt lyste af tilfredshed, og han fortalte
sine børn, hvad det altsammen betød. "Det er på tide, at jeg fortæller jer
noget. Det var vist forkert at holde så meget
hemmeligt for jer. Jeg ved ikke, om I kan forstå
det, men jeg synes, jeg må sige jer det, selv
om kun dele af det når ind til jer." Han kastede et papir ind i bålet. "Jeg brænder et livsprincip, netop på
samme måde, som det bliver brændt væk
fra Jorden nu. Undskyld, hvis jeg taler som en politiker.
Jeg er jo, trods alt, forhenværende guvernør,
og jeg var ærlig, og derfor hadede de mig. Livet
på Jorden nåede aldrig så langt,
at det udrettede noget godt. Videnskaben løb
pludselig fra os, og folk forvildede sig i et mekanisk
vildnis som børn, der er fjantede over spændende
ting, mekanik, helikoptere, raketter. De lagde hovedvægten
på selve maskinerne i stedet for på, hvordan
maskinerne burde anvendes. Krigene blev voldsommere
og voldsommere, og til sidst ødelagde de Jorden.
Det er det, den tavse radio betyder. Det er det, vi
er flygtet fra." "Vi har været heldige. Der er ikke flere
raketter tilbage. Det er på tide, at I bliver
klar over, at vi ikke er på fisketur. Jeg har
udsat at fortælle jer det. Jorden er færdig.
I århundreder fremefter vil rejser mellem planeterne
være umulige, måske vil de aldrig mere
finde sted. Det livsprincip viste sig uden eksistensberettigelse
og ødelagde sig selv. I er unge. Jeg vil fortælle
jer dette om og om igen hver dag, indtil det sidder
fast." Han tav for at lægge flere papirer i ilden. "Nu er vi alene. Vi og en håndfuld andre,
som vil lande i løbet af et par dage. Vi er
nok til at begynde helt forfra. Nok til at vende os
væk fra alt det på Jorden og begynde forfra." Ilden blussede op, som om den ville understrege hans
tale. Og nu var alle papirerne brændt, undtaget
eet. Alle Jordens love og trossætninger var brændt
til små, varme askedynger, der snart ville bæres
bort af vinden. Timothy så på det sidste stykke papir, far
kastede på bålet. Det var et kort over
Jorden, og det krøllede og vred sig i heden
og - pff - væk var det, som en stor, varm, sort
sommerfugl. Timothy vendte sig væk. "Og nu vil jeg vise jer marsboerne," sagde
far. "Kom med, allesammen. Også du, Alice."
Han tog hendes hånd. Michael græd højt, og far tog ham på
skulderen og bar ham, og de gik ned gennem ruinerne
mod kanalen. Kanalen. Hvor i morgen eller en anden dag deres fremtidige
koner - nu små leende piger - ville komme sejlende
i en båd med deres far og mor. Natten lagde sig om dem, og der var stjerner på
himlen. Men Timothy kunne ikke finde Jorden. Den var
allerede gået ned. Det gav noget at tænke
på. En fugl skreg i ruinerne, da de gik forbi. Far sagde:
"Jeres mor og jeg vil prøve på at
undervise jer. Måske vil det mislykkes for os.
Men det håber jeg ikke. Vi har haft en hel del
at lære af. Vi planlagde turen herop for mange
år siden, længe før I blev født.
Selv om der ikke var blevet krig, tror jeg, vi var
taget til Mars for at bo her og leve på vores
egen måde. Det ville have varet mindst hundrede
år endnu, før Mars var blevet helt forgiftet
af Jordens civilisation. Men nu -" De nåede kanalen. Den lå lang og lige og
kølig og våd og spejlblank i natten. "Jeg har altid gerne villet se en marsboer,"
sagde Michael. "Hvor er de henne, far? Du lovede
os, at vi måtte se dem!" "Der er de," sagde far, og han løftede
Michael ned fra skulderen og pegede lige ned. Der var marsboerne. Timothy begyndte at ryste. Der var marsboerne - nede i kanalen - et spejlbillede
i kanalen. Timothy og Michael og Robert og far og mor. Længe, meget længe, så marsboerne
tilbage på dem nede fra det bølgende vand......
Oversat fra "The Martian Chronicles" ved Jens Kruuse.
Index
|